Trafikulykke lukkede Farøbroen i over en time

En ulykke betød onsdag eftermiddag, at Farøbroen var spærret i nordgående retning. To biler var stødt sammen. Ingen personskade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En trafikulykke på Farøbroen har onsdag middag givet store problemer for trafikken i nordgående retning på rute E47.

Ulykken indtraf på lavbroen, der leder trafik fra Farø til Sjælland, hvor to biler stødte sammen.

Bilerne stødte sammen klokken 12.08, og der har siden været arbejdet på stedet, oplyser politiets vagtchef.

- Bilerne er stødt sammen og holder på en måde, så ingen trafik kan komme videre, fortæller vagtchef Michael Skræddergaard til TV2 ØST først på eftermiddagen onsdag.

Der er ingen meldinger om tilskadekomst ved ulykken, men der er endnu ikke meldt tilbage fra patruljen på ulykkesstedet, oplyser vagtchefen.

Klokken 13.10 kunne politiet dog bekræfte, at alle er uskadte, imens der på dette tidspunkt endnu blev arbejdet på det sidste oprydning af broens to vognbaner.

Farøbroen har ikke noget nødspor, og er ulykken ude på broen, så har det ofte tendens til at skabe omfattende kø på stedet.

Det ene af broens to nordgående spor er blevet åbnet omkring klokken 13.35, imens begge spor igen var farbare klokken 14.00.