Tilfælde af Skorpefnat i Ørslev: Undervisning fortsætter i morgen

Ørslevafdelingen under Gåsetårnskolen har konstateret et tilfælde af Skorpefnat, men maner til besindighed. Undervisningen vil fortsætte mandag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et tilfælde af den særligt smitsomme Skorpefnat er blevet konstateret i en sjetteklasse på Ørslev Skole ved Vordingborg.

Det bekræfter skoleleder Mai-Britt Herløv Petersen.

Fredag lukkede Kobberbakkeskolen i Næstved Kommune hele deres Sydbyskole-afdeling og sendte elever fra 22 klasser hjem på grund af den særlige smitsomme fnattype.

Også i løbet af fredagen blev fnat konstateret på skolen i Ørslev. Lørdag stod det så klart, at der også her var tale om et tilfælde af Skorpefnat, hvor behandling er sat igang.

Men på Ørslev Skole har man valgt en anden strategi. Her ser man ikke grund til at lukke klassen eller rengøre ekstra.

- Nej, vi lukker ikke klassen. Det har vi ikke fundet grundlag for efter den vejledning, vi har fået fra Statens Seruminstitut, Styrelsen for Patientsikkerhed, sundhedschefen i kommunen og skoleforvaltningen. Undervisningen fortsætter mandag, fortæller Mai-Britt Herløv Petersen til TV ØST.  

Maner til besindighed

Forældre til børnene i den pågældende sjetteklasse er blevet underrettet telefonisk, og informationen er sendt ud på intranettet. 

Derudover opfordrer skolelederen til, at forældre holder vågent øje med symptomer på fnat hos børnene, og får dem i behandling straks, hvis der er tale om fnat.

- Vi følger situationen tæt, og jeg har bedt forældre om at melde ind direkte til mig, hvis man har konstateret fnat. Hvis der opstår flere tilfælde, så har vi en ny situation, og så handler vi derfra, siger Mai-Britt Herløv Petersen.

Hun opfordrer til, at man ikke går i panik som forælder, og understreger, at man i ledelsen er meget opmærksomme på problemet. 

- Vi maner til besindighed, men vi vurderer situationen løbende, siger skoleleder Mai-Britt Herløv Petersen til TV ØST.

På Iselingeafdelingen under Gåsetårnskolen er der også konstateret fnat. Her er der tale om den almindelige type fnat, og her melder skolelederen om, at alle tilfælde er i behandling.


Nyhedsoverblik