Til kamp mod madspild: Organisation vil dele mad ud til udsatte

Landsorganisationen for Udsatte har landet en unik aftale med COOP, som betyder, at de snart kan dele overskudsmad fra Kvickly i Vordingborg ud til socialt udsatte i lokalområdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvert eneste år smider vi samlet i Danmark over 700.000 ton mad ud, som kunne være spist – og længe har Landsorganisationen for Udsatte, der blandt andet har sæde i Vordingborg, forsøgt at få fingre i noget af al den mad til at mætte i hjem, hvor pengene er små.

Ambitionen ser nu ud til at lykkes med den nye aftale, som organisationen netop har indgået med supermarkedskæden COOP.  Fra september kan organisationen få lov at hente al overskudsmaden fra den lokale Kvickly i Vordingborg – og dele ud til socialt udsatte i lokalområdet.

- Der er jo ligesom to sider af det her, vi redder noget mad og ikke nok med, at vi redder det, vi giver det faktisk til nogen, som har rigtig meget brug for det, og dem kommer der jo flere af. Der bliver hele tiden strammet mere og mere på de sociale ydelser, siger næstformand i Landsorganisationen for Udsatte, Karsten Schiøtz.

Organisationen LOFU har i flere år kæmpet for at mindste  madspil og brødføde udsatte borgere. Drømmen kom et skridt nærmere, da de tilbage i april fik lov at dele rester fra en kæmpe madmesse i COOP til udsatte i Vordingborg og omegn.

Nu bliver selve grundideen forhåbentligt længerevarende, hvis testperioden på tre måneder, vil vise sig at gå godt.

- Vi tror på, at bliver det en succes, er der masser af borgere i lokalområdet, som vil nyde godt af det. Og så kan vi skalere op og i COOP har de 1280 butikker, så hvis det går godt, så er der jo et kæmpe potentiale her, fortæller næstformanden.

Hos Kvickly i Vordingborg bliver omkring 14 containere fyldt med mad hentet hver eneste uge. Og varehuschefen glæder sig over, at andre nu får del af butikkens kamp mod madspild.

- Jeg synes, det giver rigtig, rigtig god mening, at vi kan være med til at hjælpe udsatte i Vordingborg og på den måde hjælpe dem, som ikke har så meget luft i budgettet, siger Henrik Rømer.

LOFU begynder arbejdet til september og mangler allerede nu frivillige, der vil give en hånd med til projektet.

Du kan læse mere her


Nyhedsoverblik