Tårnfalkeunger bor over Henriks soveværelse: - Et af dagens lyspunkter

Hver morgen, når Henrik Dahl fra Kalvehave står op, får han lidt af en naturoplevelse. Et tårnfalkepar med fem unger har nemlig indtaget en fuglekasse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Under coronakrisen har der været kamp om pladsen, når danskerne er strømmet ud i naturen for at få oplevelser i en hverdag, der ellers har stået ualmindeligt stille.

quote Det er dejligt. Det er skønt, specielt i coronatiden

Henrik Dahl, Kalvehave

Henrik Dahl fra Kalvehave har dog ikke behøvet at bevæge sig ret langt væk for at få oplevelser. Faktisk har han i de seneste uger delt soveværelsesgavl med en familie – af tårnfalkeunger.

- Det har gennem coronatiden været et af dagens lyspunkter at have falkefamilien boende lige over soveværelsevinduet, siger Henrik Dahl.

I løbet af de seneste uger har han filmet tårnfalkene. Torsdag var han heldig at filme, da hun-falken kom tilbage til redekassen med en mus i kløerne, som hun gav til ungerne. Den video kan du se i toppen af artiklen.

Henrik Dahl er bestyrelsesmedlem i Dansk Ornitologisk Forening i region Storstrøm. Derfor har det også været ekstra spændende at følge med i fuglenes liv.

- Det er dejligt. Det er skønt, specielt i coronatiden. Så skal man lige ud og tjekke, hvordan det går med dem. De har godt nok også holdt mig vågen nogle nætter, men det har været sjovt.

Flyver fra reden om få dage

Det er ikke første gang, Henrik Dahl har besøg af tårnfalkene i sin have. Igennem de seneste ti år har de været der hvert andet år.

I år flyttede de ind i redekassen omkring 1. april, hvor de lagde æg. Tårnfalken ruger mellem 27 og 32 dage, og herefter går der halvanden måned, inden ungerne flyver fra reden. Henrik Dahl regner med, at det sker inden for få dage.

Læs også
Kurt fangede nyudklækkede traneunger med kameraet: - Jeg er helt ovenpå endnu
Læs også
Kurt fangede nyudklækkede traneunger med kameraet: - Jeg er helt ovenpå endnu

- De kan godt flyve nu. Jeg har set dem hoppe ud over kanten og flyve. De flyver stadig usikkert, men om en uges tid er de der ikke mere. Så bor de i træerne i stedet for.

Lad haven stå, hvis du vil have tårnfalke

Det er sjældent, at tårnfalke flytter ind i haven hos mennesker. Normalt bor de i omkring otte meters højde, men det kan alligevel lade sig gøre at lokke dem til.

quote Jeg har en total vild have. Jeg har ikke gjort noget som helst i 12 år, det er en total jungle

Henrik Dahl, Kalvehave

Ifølge Henrik Dahl kræver det først og fremmest en redekasse. Den skal være halvåben i toppen og er magen til den type, man bruger til ugler. Og så er det vigtigt, at kassen vender mod nord eller nordøst og ud mod et åbent område.

Tårnfalkene kræver også meget ro. De kan bruge op mod et år på at undersøge et område, inden de flytter ind i en redekasse.

Rådyr i pool
Læs også
Se billederne: Rådyr falder i swimmingpool
Rådyr i pool
Læs også
Se billederne: Rådyr falder i swimmingpool

Derudover er det faktisk ret nemt at lokke fuglene til sig. Alt, man skal gøre, er nemlig – ingenting. Tårnfalkene kan nemlig godt lide, hvis der er meget ro, så jo mere vild og urørt haven er, desto bedre er det.

- Jeg har en total vild have. Jeg har ikke gjort noget som helst i 12 år, det er en total jungle. Jeg har gjort det for at skabe mere biodiversitet, og nu er det jo nærmest blevet moderne.

Henrik Dahls vilde have er populær blandt fuglene. I år har han omkring 22 forskellige fuglearter i sin have.

- En vild have er helt sikkert et trick til at lokke fugle som tårnfalke til. Kunsten er at lade være med at gøre noget udover det allermest nødvendige.


Nyhedsoverblik