Syv dages Camøno-vandring med TV ØST: Følg det hele på Facebook

To friske TV ØST-folk drager ud på den smukke rute, Camønoen, de næste syv dage, og du kan følge med på skærmen derhjemme eller på din mobil. Men drengene har brug for din hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Du læste rigtigt. Der står CAMØNOEN og ikke Caminoen, som mange nok bedst kender for dens berømte pilgrimsfærd.

Camønoen er nu også en vandrerute - på intet mindre end 175 kilometer rundt på Møn. Ruten består af alt fra smuk natur og kulturoplevelser til ildsjæle og pilgrimsvandrere.

Man kan med andre ord opleve ALT det, en rigtig vandretur skal kunne indeholde, på den syddanske ø.

Vi sender live fra turen

Hvis man ikke kender Camønoen i forvejen, eller simpelthen ikke har mulighed for at gå den smukke tur selv, så har TV ØST sendt et lille hold på to mand af sted i den næste uge for at prøve kræfter med ruten.

Journalist Alexander Brun og fotograf Morten Spuhr Poniewozik vil hver dag sende live på TV ØSTs Facebook-side fra deres tur.

Følg med fra klokken 9, når de starter dagen med en Camønosnaps og lægger dagens rute.

Herefter går dagen med vandring og en masse snak med ildsjæle og andre spændende mennesker, man kan støde ind i på Camønoen.

Vi har brug for din hjælp

Morten og Alexander har allerede planlagt ruten og fundet flinke mønboere, du kan besøge. Men vi vil gerne nå så godt rundt om den smukke ø som muligt, så vi kan vise den i al sin herlighed. Derfor må du hjertens gerne skrive til os på Facebook, hvis du har noget, de skal se.

Vil du være med på turen helt ned i detaljer, kan du følge med på GPS signalet her.

Læs mere om Camønoen her.

Om Camønoen