Sydsjællænder skraber sig til 2,5 millioner

Fredag købte en mand fra Sydsjælland et skrabelod. To dage senere skrabede han loddet og opdagede sit held: Han havde vundet 50.000 kroner. Hver måned i 50 måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tænk at være millionær i to dage. Uden at vide det. Det har en sydsjællandsk mand været hen over weekenden. Nu ved han det, og det er vist slet ikke så tosset.

Det hele begyndte fredag, hvor manden, købte et skrabelod hos Boulevard Kiosken, Boulearden 8 i Vordingborg. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Jeg skrabede det først søndag aften. Og den ringede slet ikke i førte omgang, griner manden, der godt vil afsløre, at han er i 50’erne og bor på Sydsjælland.

Hva' fa'en

Alligevel var der noget ved de skrabede felter.

- Hva’ fa’en, tænkte jeg. Det så ud til, jeg havde vundet. Jeg vendte loddet og læste bagpå. Jeg tror, jeg læste det 100 gange, men jeg var stadig ikke sikker, forklarer han.

Det var sent søndag aften, så han kunne først ringe ind til Danske Spil mandag, men der var jo lige en nat først.

- Jeg farede rundt i huset, for hvor skulle jeg gemme det. Det var jo mange penge værd. Og hvad nu, hvis huset brændte i nat. Jeg blev helt rundt på gulvet. Men jeg fandt et godt sted og fik sovet, siger han.

Det varmer

Mandag morgen ringede han til Danske Spils kundecenter og fik bekræftet, at han var den heldige vinder af toppræmien på Quick Ekstra månedsløn. 50.000 kroner hver måned i 50 måneder. Det giver 2,5 millioner kroner.

- Det varmer jo, men jeg har ikke tænkt mig at lave noget om. Havde jeg været 20 år, havde jeg faret ud og købt alt muligt. Jeg fortsætter med at arbejde. Alle pengene bliver brugt på en pensionsopsparing, og det giver mig frihed til at stoppe med arbejde, når jeg vil. Den tryghed har pengene givet, siger den nybagte Quick-millionær og slutter:

- Det er stadig ikke gået helt op for mig.


Nyhedsoverblik