Ved 17.30-tiden bliver det nødvendigt at lukke de to sydgående spor på Sydmotorvejen som følge af en bjærgning af en sættevogn kort efter afkørsel Bårse.
- Vi lukker de to spor i sydgående retning om 15 minutter, siger Anders Jalkiewicz fra Toreby Bjærgning til TV2 ØST ved 17.15-tiden.
Lastbilen med hænger er skredet ud i det glatte føre og holder lige nu på en sådan måde, at det bliver nødvendigt at lukke begge vognbaner, når den skal trækkes fri.
- Lastbilen står baglæns, så vi skal trække, så vi ikke kommer i klemme. Og så handler det også som sikkerhedsmæssige årsager, forklarer Anders Jalkiewicz videre.
Tilladelse til at spærre
Hos Vejdirektoratet bekræfter vagthavende Mette Nedergaard, at motorvejen er spærret.
- Vi har på nuværende tidspunkt ingen tidshorisont. Derfor opfordrer vi bilister til at vente lidt med at køre af sted, hvis man kan vente – og ellers find alternativ rute.
Motorvejen er spærret ved afkørsel 39 Bårse.
Generelt er der fortsat grund til at tage sig i agt på vejene, oplyser Mette Nedergaard fra Vejdirektoratet.
- Vi har stadig biler, der snurrer lidt rundt derude lige nu, siger hun.