Stråtækt hus brænder ned ved Præstø

Brandvæsnet er her til eftermiddag til stede i byen Rekkende ved Præstø, hvor et stråtækt hus brænder ned. Ingen er kommet til skade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Sydsjællands Brand og Redning er her til eftermiddag til stede i Rekkende, der ligger syd for Præstø. Der har været ild i et stråtækt hus. Meldingen indløb klokken 14:42.

Ifølge indsatsleder på stedet, Knud Erik Døssing, stod huset ikke til at redde, allerede da første slukningskøretøj ankom under 15 minutter efter meldingen.

- Da vores sprøjte lander herude, er der ild i hele stråtaget, og det er også faldet sammen, forklarer han.

Nabo pøser vand på eget hus

Det var en nabo, der alarmerede brandvæsnet og desuden sørgede for, at beboeren kom ud af huset og i sikkerhed, oplyser indsatslederen.

Huset brænder ned, fortæller indsatsleder Knud Erik Døssing.
Huset brænder ned, fortæller indsatsleder Knud Erik Døssing. Foto: Per Rasmussen

Han fortæller, at den nærmeste nabo også har et stråtækt hus og derfor selv har pøset vand på det, for at branden ikke skulle brede sig. Selvom branden naturligvis har udviklet en del røg, har den ikke været til gene for omkringliggende naboer.

- Vi har en stille vind, så det er gået mere eller mindre lige op i luften. Så folk er ikke blevet generet af røgen, uddyber indsatslederen.

Knud Erik Døssing regner med, at brandvæsnet vil være til stede ved huset i et par timer endnu.

- Jeg har lige bestilt en kran, så nu begynder vi at fjerne det sidste af stråtaget fra huset væk, så vi kan komme ind og lave en rigtig efterslukning, lyder det.

Ifølge indsatslederen tyder det på, at branden er opstået i skorstenen,  efter der er blevet tændt op i en brændeovn i huset.

 


Nyhedsoverblik