Støtteprojekt: Møn skal være nyt refugium for bierne

Bierne er pressede, hvilket går ud over landbruget. Derfor er landmænd, biavlere og Vordingborg gået sammen om et støtteprojekt på Møn for bierne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Landmænd, biavlere og Vordingborg Kommune er gået sammen om et støtteprojekt på Møn til de trængte bier.

For bierne er pressede - og det er faktisk skidt for landbruget. Så i fremtiden bliver der en slags helle for bierne på Møn. Øen skal nemlig være et refugium for bierne. 

- Når det er dårligt vejr, så er det de vilde bier, der laver arbejdet med at bestøve, lyder det fra Jens Wedele Petersen, der er økologisk landmand på Koster Færgegård.

- Det er et godt projekt. Bierne forsvinder mange steder og det er jo vigtigt for naturen. Der er mange planter, som er helt afhængige af bier. 

Møn skal være landets første biosfære-område

quote Bierne forsvinder mange steder og det er jo vigtigt for naturen

Jens Wedele Petersen, økologisk landmand på Koster Færgegård

Projektet er led i en større plan om at gøre områder af Møn til Danmarks første biosfære-område; et Unesco-certificeret område med specielle dyrkningskrav. Den plan har dog længere udsigter – men bierne får hjælp allerede nu. 

For bierne skal have områder tilsået og plejet, så det er gjort særligt velegnet til deres virke. Og det vækker glæde hos biavler, Jens Fjordhøj, da blomsterforaen bliver mindre og mindre ude i naturen.

- De skal have bier til deres bestøvning, men det kniber, fordi der har været stor bidød i år, siger han til TV ØST.

- Det kan jeg mærke på landmændene - de er på spanden. Der mangler både vildbier og tambier. 

Vil skabe balance mellem naturen og menneskerne

quote Det vil medføre bedre mulighed for erhverv, så vores børn kan vende tilbage til øen i fremtiden

Annette Tenberg, biosfære-koordinator i Vordingborg Kommune

Annette Tenberg er biosfære-koordinator i Vordingborg Kommune. Hun fortæller, at første del af projektet er at blive Danmarks første biosfære-område, hvor man skaber en balance mellem naturen og menneskerne i fremtiden.

- Sammen med menneskerne, der bor i området, vil vi arbejde på at bevare naturen og danne vores erhvervsliv på baggrund af det, siger Annette Tenberg.

- Det vil medføre bedre mulighed for erhverv, så vores børn kan vende tilbage til øen i fremtiden.  

Vordingborg Kommune vil dele frøene til plantebælterne ud, så de kan blive sået i begyndelsen af maj. De er nu seks landmænd og en Daglig Brugs, men Vordingborg Kommune håber, at flere landmænd og private vil plante frøene. 

Hvis du også vil have frø, kan du henvende dig til Vordingborg Kommune


Nyhedsoverblik