Stor aktion mod kriminelle bilister i dag

Det er med at køre pænt og have papirer og samvittighed i orden, når Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i dag torsdag holder sin årlige storkontrol.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hele 45 mand er på gaden i det syd- og vestsjællandske i dag torsdag. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har storkontrol, og det involverer 45 personer.

- Det er en udvidet trafikkontrol, hvor vi får assistance fra Midt- og Vestsjællands Politi og fra SKAT. Det er den store årlige kontrol, hvor vi kigger efter alt fra sikkerhedsseler og spritbilister til håndholdte mobiltelefoner, og om papirerne er i orden, og vi har mulighed for at afdække et stort område, når vi er så mange ude, siger Erik Mather, leder af færdselspolitiet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Gør en forskel

SKAT benytter de mange stoppede biler til at gennemgå bilisternes papirer og se, om de nu kun nøjes med at bruge firmabilen til arbejdsopgaver, om der er nogen ude for at arbejde sort, og om der er betalt vægtafgift på bilerne.

I april måned i år var betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oppe hos kollegerne i Midt- og Vestsjællands Politi for at hjælpe med en lignede kontrol, og erfaringen er, at det gavner at lave den slags storkontroller.

- De andre år har vi eksempelvis taget 20 spritbilister på en eftermiddag. Det ville vi aldrig kunne nå alene i det daglige, så det gør virkelig en forskel at være så mange på vejen, og det lægger ikke kontroltryk, der kan mærkes, siger Erik Mather.

I eftermiddag vil SKAT og politi være at finde på vejene i Vordingborg og Faxe Kommuner, mens de rykker videre til Næstved og Sorø i aften.


Nyhedsoverblik