Statsminister Mette Frederiksen bliver gift på Møn

Efter flere udskydelser bliver statsminister Mette Frederiksen onsdag eftermiddag gift med sin kæreste gennem flere år, filminstruktøren Bo Tengberg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vielsen skete i Magleby Kirke på Møn, hvor Mette Frederiksen og Bo Tengberg også har et sommerhus. Vielsen begyndte klokken 15 og omkring 40 minutter senere forlod parret kirken.

Ifølge Sjællandske Medier var der tale om en mindre ceremoni, hvor blandt andre tidligere statsminister Poul Nyrup var til stede. Ekstra Bladet skriver, at der var omkring 90 gæster til brylluppet.

Af billeder på eb.dk fremgår det, at finansminister Nicolai Wammen (S) og tidligere stabschef Martin Rossen var til stede ved vielsen.

quote Vi holder utroligt meget af Møn, og det er vores lokale kirke

Mette Frederiksen (S), statsminister

På andre billeder ses beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil samt statsministerens særlige rådgiver, Martin Justesen.

På vej ind til vielsen, iført brudekjole og slør, sagde Mette Frederiksen til Ekstra Bladet:

- Vi holder utroligt meget af Møn, og det er vores lokale kirke.

Kolleger smider arbejdstøjet

Et opslag på Facebook fra SF's formand, Pia Olsen Dyhr, lidt over middag onsdag indikerer, at hun er blandt gæsterne.

- Den danske sommer byder også på dejlige bryllupper. Glæder os til at fejre gode venner i dag, så vi har smidt arbejdstøjet og fundet festtøjet frem, skrev partiformanden.

Formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen ønsker på Facebook parret tillykke.

- Stort tillykke til Mette Frederiksen, der her til eftermiddag er blevet gift med sin Bo, som er en ualmindeligt rar og behagelig fyr!, skriver han.

Jeg er så stolt af dig

Mette Frederiksen og Bo Tengberg mødte hinanden gennem fælles venner i 2014. Parret optrådte for alvor offentligt for første gang sammen ved Anker Jørgensens begravelse i foråret 2016.

Efter at Mette Frederiksen blev statsminister, har Bo Tengberg enkelte gange optrådt i medierne.

Det skete blandt andet ved Mette Frederiksens første åbningstale i Folketinget samt ved partiets kongres i 2019, hvor en personlig videohilsen til den nyslåede statsminister blev vist på storskærm.

- Jeg er så stolt af dig, og vores unger er stolte af dig. Og vi er simpelthen så glade for alle de gode ting, I nu kan komme til at gøre for Danmark.

- Du er også helt utroligt god til at være nærværende og til stede sammen med os. Så vi oplever det faktisk ikke, som at vi ikke ser dig. Det nærvær, den åbenhed og den varme håber jeg virkeligt også, at danskerne kan se, sagde han her.

Læs også
Coronavirus skal ikke ødelægge et guldbryllup - familie holder drive-in-fest for ægtepar
Læs også
Coronavirus skal ikke ødelægge et guldbryllup - familie holder drive-in-fest for ægtepar

Parret havde første planlagt bryllup i 2019, hvilket blev udskudt af den sene og lange valgkamp. Sidenhen var planen et bryllup i 2020, hvilket dog blev stoppet af reglerne for at begrænse udbredelsen af coronavirus.

Sidst var planen, at brylluppet skulle stå den 18. juli. Men her kom et EU-topmøde i vejen.


Nyhedsoverblik