Sne og blæst tog fusen på mandagstrafikken: - Jeg har set rigtig mange holde derude

At rydde veje i disse dage er en kamp mod tiden. Dårligt er lyden af sneplovens dieselmotor ebbet ud over landskabet før end vejen igen er føget til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

55 snerydningskøretøjer har været på vejene fra morgenstunden for i fællesskab at holde vejnettet i Vordingborg Kommune farbart. En kombination af sne og hård blæst har givet udfordringer især på de små veje.

Lars Frederiksen er vognmand og kører sneplov for Vordingborg Kommune. Han har set udfordringerne ved selvsyn fra dagens start:

quote Jeg har set rigtig mange holde derude her til morgen. Det var sådan en rigtig mandagsmorgen

Lars Frederiksen, vognmand, Sallerup Vognmandsforretning

- Det laver nogle store driver, når det fyger, som det gør i dag. Det er især det, der giver udfordringer for bilerne – især i den mørke tid om morgenen. Så kan folk ikke se, hvor langt de er nået, og så kører de fast i sneen.

Det er en lumsk kombination af, at det kan se godt ud, når man kører hjemmefra, men at vejen 100 meter længere fremme er føget til, der er kommet bag på mange.

- Nogle steder ser det rigtig godt ud. Andre steder er det rigtig dårligt, forklarer Lars Frederiksen videre og lader forstå, at det ikke var alle bilister, som havde bevæbnet sig med varmt tøj og en sneskovl.

- Der var mange, der var kørt hjemmefra i sommertøj, så det ud til, når man kiggede ind i bilerne.

Arbejdet med at rydde sne er en sjov afveksling - men efter et par dage, så savner man at komme tilbage, fortæller Lars Frederiksen, vognmand, Sallerup Vognmandsforretning.
Arbejdet med at rydde sne er en sjov afveksling - men efter et par dage, så savner man at komme tilbage, fortæller Lars Frederiksen, vognmand, Sallerup Vognmandsforretning. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Også en enkelt bus var kørt fast i driverne.

- Jeg har set rigtig mange holde derude her til morgen. Det var sådan en rigtig mandagsmorgen, siger Lars Frederiksen fra Sallerup Vognmandsforretning, som selv forventer at være på vejene til klokken 22.00 i aften med sin sneplov.

Travlhed på andet døgn

At holde vejene farbare kræver det store overblik og nøje planlægning. De seneste to døgn har Kim Meyer haft ansvaret som vintervagt i Vordingborg Kommune:

quote Jeg tror, vi fortsætter i hvert fald to dage endnu, som det er lige nu

Kim Meyer, vintervagt, Vordingborg Kommune

- Det er ret vildt. Jeg kommer fra Københavns Kommune, og der var det ikke ligeså ekstremt, som det her. Der er væsentligt mere sne hernede, og man kan gribe tingene an på en anden måde. Der er run på, siger han til TV2 ØST og udpeger de områder, der har været hårdest ramt i Vordingborg Kommune:

- Det værste sted er det "midterste stykke" Grumløse, Udby, Snertinge og Sværdborg – ude på Svinø er det også slemt, siger Kim Meyer og tilføjer:

- Og så er Vestmøn ramt rigtig meget, hvor det er lukket helt til.

Kim Meyers telefon har glødet de seneste to døgn på grund af snevejret, og det er ingen undtagelse, da TV2 ØST lægger vejen forbi vintervagten fra Trafik og Ejendomme i Vordingborg Kommune: - Du kan have et opkald på fem minutter, og så har du ni ubesvarede opkald efterfølgende, forklarer han.
Kim Meyers telefon har glødet de seneste to døgn på grund af snevejret, og det er ingen undtagelse, da TV2 ØST lægger vejen forbi vintervagten fra Trafik og Ejendomme i Vordingborg Kommune: - Du kan have et opkald på fem minutter, og så har du ni ubesvarede opkald efterfølgende, forklarer han. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Mandag var ikke alene første arbejdsdag for mange efter weekenden – det var også første skoledag for de mindste elever siden corona-nedlukningen af skolerne i december.

Arbejdet med at sikre farbare veje har således stået på siden midt i nat, hvor Kim Meyer havde 55 køretøjer på vejene, og i takt med at morgensolen gryede, er der "kommet nogle stykker på".

- Jeg tror, vi fortsætter i hvert fald to dage endnu, som det er lige nu, lyder den aktuelle prognose fra vagtcentralen i Vordingborg Kommunes sneberedskab.

Læs også
DMI advarer: Risiko for snestorm og op til 25 centimeter sne
Læs også
DMI advarer: Risiko for snestorm og op til 25 centimeter sne

- Vi har meget travlt. Vi har rigtig mange ude at køre. Og vi er rigtig udfordrede af, at vejene fyger til hurtigere, end vi kan nå at rydde dem.

Senest har DMI varslet, at en snestorm vil bevæge sig ind over Lolland-Falster samt Vordingborg-regionen. Den forventes at strække sig fra tirsdag ved 9-tiden til onsdag ved 15-tiden.


Nyhedsoverblik