Skytte fra Stensved sigtes for drabsforsøg

Den unge mand, der er anholdt for at have skudt mod andre ved en skole på Sydsjælland onsdag, er psykisk ude af balance.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 21-årig mand sigtes for drabsforsøg efter en skudepisode i Stensved onsdag.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Lider af psykiske problemer

Den 21-årige mands far siger til ekstrabladet.dk, at han har flere psykiske problemer.

- Han har en frygtelig klaustrofobi, og han har også fået posttraumatisk stress, siger faren til avisen.

Skyderiet foregik ved Kulsbjerg Skole i Stensved onsdag aften. På grund af politiets undersøgelser er skolen lukket torsdag. Det vil sige, at flere end 800 børn ikke får undervisning.

Havde diskuteret på nettet forud for skud

Inden han forlod hjemmet, havde han på nettet haft en diskussion om flygtninge med en person, som kaldes "serberen".

Derefter mødtes de nær skolen - og hvor sønnen tilsyneladende affyrede et våben mod tre personer.

- Han sigtes for drabsforsøg, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST. Han oplyser, at den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør klokken 14.00.

Sidst på formiddagen torsdag er det endnu ikke lykkedes for politiet at finde det våben, der blev brugt.

/ritzau/+TV ØST


Nyhedsoverblik