Skoledreng måtte reddes ned fra borgruin

En skoledreng måtte onsdag reddes ned fra borgruinen i Vordingborg. Drengen var klatret højt op på muren, og turde ikke klatre ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brandvæsenet i Vordingborg måtte onsdag middag rykke ud for at hjælpe en skoledreng ned fra de høje mure på borgruinen i Vordingborg.

- Drengen er en 10-11 år, og var kravlet op på muren, hvor den stadig er lav – men var endt så højt oppe, at han ikke længere turde bevæge sig, fortæller indsatsleder Claus Christensen fra Midt- og Sydsjællands Brand og Redning til TV ØST.

Drengen kommer fra Falster, og var på besøg i slotsruinen med sin skoleklasse.

Indsatslederen vurderer, at der var omkring seks meters frit fald fra muren, hvor drengen sad.

- En brandmand kravlede op til drengen på muren og trøstede ham, mens vi gjorde liften klar. Og derfra var det bare rutine at få drengen ned, siger Claus Christensen.

Han vurderer ikke, at der som sådan var fare på færde under redningsaktionen.

-  Der var langt ned, og jeg kan da godt forstå, at han blev bange. Men selve redningen foregik både roligt og hurtigt, siger han.

Redningsaktionen foregik i den vestlige del af borgen, ud mod den ny kirkegård og lystbådehavnen.


Nyhedsoverblik