Skatteborgerne kommer til at betale dyrt for motionsløb

En millionregning er på vej til borgerne i Guldborgsund og Vordingborg Kommuner efter Farø Broløb i efteråret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

7.500 skulle efter planerne løbe med, da Farø Broløb lagde ruten hen over Farøbroen i september måned.

Desværre så deltog kun 4.000 borgere – og det efterlader nu Vordingborg og Guldborgsund Kommuner med en regning på 1,5 millioner kroner til deling for underskuddet i arrangementet.

Det skriver Sjællandske.

Dårligt vejr og konkurrence fra andre danske løbsarrangementer er efter alt at dømme årsagen til de få deltagere – men Vordingborgs borgmester kalder alligevel situationen for flov.

- Det er flovt og rædselsfuldt, men vi kan heller ikke løbe fra det, siger Knud Larsen (V) til avisen.

Broløbet blev arrangeret i anledning af 30-året for broens åbning, og havde ud over løbere også deltagelse fra cyklister og rulleskøjteløbere.