Nyhedsoverblik

Skandaleramt brobygger afvist i Norge

Det italienske firma, Itinera, der står bag byggeriet af den nye Storstrømsbro, er blevet udelukket fra at få opgaver på lignende projekter i Norge.

Ifølge Fagbladet 3F har det norske vejvæsen således besluttet, at det italienske firma ikke kommer i betragtning til opgaver i de næste tre år.

Det sker som en konsekvens af, at Itinera selv, eller underentreprenører til Itinera, står bag en serie af skandaler på danske byggeprojekter som Storstrømsbroen og de to supersygehuse i Odense og Køge.

Som TV2 ØST beskrev i april 2024, var 160 ansatte hos en underentreprenør til Itinera blevet snydt for mindst 10 millioner i løn. Derudover er der ifølge 3F aktuelt flere verserende sager mod Itinera om lønsnyd på det i øvrigt meget forsinkede brobyggeri.

- Vi kender sagerne, som er afsløret i Danmark, rigtig godt. Og vi mener, at vi har en meget god grund til at afvise (Itinera, red.), siger Kjell Inge Davik, der er udviklingsdirektør i Statens Vegvesen i Norge til Fagbladet 3F.

Itinera er ikke tilfredse med nordmændenes afslag og har klaget over afgørelsen.

Retten i Oslo ventes derfor mandag at tage stilling til, om italienerne er dømt uretfærdigt ude.