Sælger i narkosag fra Sydsjælland får 2,5 års fængsel

23-årig mand er den seneste i rækken af personer fra narkosagen fra sidste år, der nu har fået sin dom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand er mandag blevet idømt 2,5 års fængsel i en narkosag fra Sydsjælland og Falster fra sidste år.

Fængslingen er sket ved byretten i Nykøbing Falster.

Den 23-årige mand var tiltalt for syv forhold og er blevet kendt skyldig i dem alle.

Ifølge anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var manden en af sælgerne af narkotikaen, og to af de tre væsentligste forhold for strafudmålingen omhandler da også videresalg.

Blandt andet er han dømt for i perioden fra sommeren 2019 og til den 26. november, hvor han blev anholdt, at have videresolgt samlet knap 200 gram kokain, 71 gram amfetamin, 14 gram MDMA og 2,6 kilo hash i området omkring Nykøbing Falster.

På selve anholdelsestidspunktet var han udover mindre mængder af ovenstående narkotika også i besiddelse af 18 tabletter af epilepsimedicinen rivotril, der skulle sælges videre. 

Det tredje væsentlige forhold handler om deltagelse i frihedsberøvelse af en ukendt person, der blev spærret inde i en kælder i Vordingborg og siden kørt til en adresse i Øster Ulslev.

Anklager Skipper Pelle Falsled udtrykker tilfredshed med dommen.

- Straffen er i overensstemmelse med, hvad der er praksis for de forhold, manden var tiltalt for, siger han til TV2 ØST.

Flere venter på dom

Manden er den seneste i rækken af flere, der er blevet dømte i narkosagen. Tidligere er der blevet givet fængselsstraffe på 10 måneder, halvandet år og to år

En håndfuld sidder aktuelt fortsat varetægsfængslet.

Narkosagen omhandler også måneders købs- og salgsaktiviter på en offentlig parkeringsplads i Vordingborg, som TV2 ØST tidligere har offentliggjort optagelser af.

Artiklen fortsætter under videoen.

 

Med til straffen for den 23-årige hører også besiddelse af narkotika til eget forbrug og overtrædelse af våben- og knivloven.

Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen og blev fængslet på stedet.


Nyhedsoverblik