Så er vi her igen - frem med mundbind og coronapas

Mundbind eller et gyldigt corona-pas er fra i dag igen blevet et krav. Blandt andet på indkøb, i toget eller på restaurant.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra i dag mandag er krav om mundbind og corona-pas blevet genindført flere steder i samfundet. TV2 ØST har spurgt blandt borgerne – og helt generelt set er der opbakning til de nye tiltag mod corona-smitte.

- Jeg synes, det er i orden. Hvis det hjælper, så vil jeg gøre det igen, siger Elona Stege fra Vordingborg.

Samme opfattelse deler Gitte Nielsen, medarbejder i Synoptik, Vordingborg:

- Det har jeg det helt fint med. Vi skal passe på hinanden og os selv, så det har jeg det helt fint med.

Fra i dag skal du bære mundbind eller visir i den kollektive trafik. Du skal også bære mundbind eller visir i dagligvarebutikker, indkøbscentre og take away-steder.

quote Jeg synes egentlig, det er fint nok. Hvis det kan gøre, vi bliver mindre syge

Michelle Kjeldsen, Stensved

Men kunderne tager de nye restriktioner med ophøjet ro. Også i Kvickly i Vordingborg:

- Jeg synes egentlig, det er fint nok. Hvis det kan gøre, vi bliver mindre syge, så er det fint for mig, siger Michelle Kjeldsen fra Stensved.

Også Johnny Vig fra Stensved finder det på sin plads, at der nu igen er indført restriktioner – faktisk har han allerede inden i dag, valgt at gøre brug af mundbind i visse situationer:

- For jeg ligger i risikogruppen, eftersom jeg har haft kræft. Så mit immunforsvar er ikke så kraftigt, som det skal være, siger han.

Føler sig mere tryg ved uvaccinerede

De ansatte i forretningen skal derimod ikke bære mundbind. Til gengæld skal de vise grønt corona-pas, før de trækker i Kvickly-uniformen. En politisk sondring mellem kunder og ansatte i de nye krav, som ifølge Henrik Rømer, varehuschef i Kvickly, Vordingborg, kan virke en kende ulogisk:

- Det er selvfølgelig en lille smule besværligt. Jeg synes også, det er en lille smule mærkeligt på en måde, at vi ikke skal rende med mundbind, men det skal vores kunder. Men igen kunderne har taget rigtig pænt imod det, siger han.

Henrik Rømer, varehuschef i Kvickly, Vordingborg, finder det en smule mærkeligt at kunderne skal bære mundbind, når medarbejderne kan slippe, hvis de har et gyldigt corona-pas. Han oplever dog, at kunderne har taget pænt imod de nye krav.
Henrik Rømer, varehuschef i Kvickly, Vordingborg, finder det en smule mærkeligt at kunderne skal bære mundbind, når medarbejderne kan slippe, hvis de har et gyldigt corona-pas. Han oplever dog, at kunderne har taget pænt imod de nye krav. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Samme krav om corona-pas gælder også, hvis man er ansat på en statslig arbejdsplads, på en videregående uddannelse eller i sundhedssektoren.

Et grønt corona-pas opnås enten efter, at man er blevet vaccineret – eller for ikke-vaccinerede, en negativ corona-test.

Læs også
Butiksansatte må droppe mundbind - hvis de viser coronapas
Læs også
Butiksansatte må droppe mundbind - hvis de viser coronapas

Og hvis du er kunde på en natklub eller restaurant eller skal til frisør, tatovør eller på skønhedssalon, så er det frem med corona-pas, men ikke mundbind.

Hos frisørerne er de ikke specielt glade for den løsning:

- Folk der ikke er vaccineret, er i virkeligheden en større sikkerhed – fordi de er ny-testede, når de kommer. Så dem er jeg faktisk mere tryg ved at have siddende i stolen end dem, der er vaccinerede siger Julie Bomin, frisør, Klipperiet i Vordingborg.

Julie Bomin, frisør i Klipperiet, Vordingborg, føler sig mere tryg ved de u-vaccinerede, der i modsætning til vaccinerede skal fremvise en frisk corona-test, før de sætter sig i stolen.
Julie Bomin, frisør i Klipperiet, Vordingborg, føler sig mere tryg ved de u-vaccinerede, der i modsætning til vaccinerede skal fremvise en frisk corona-test, før de sætter sig i stolen. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Imens Elena Munch, frisør hos Salon Vin i Vordingborg, har det svært med at skulle lave kontrol med sine kunder:

- Jeg har ikke lyst til at spille corona-politi. Jeg er frisør, siger hun.

Elena Munch, frisør hos Salon Vin i Vordingborg, har ikke lyst til at være corona-politi.
Elena Munch, frisør hos Salon Vin i Vordingborg, har ikke lyst til at være corona-politi. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Men hun gør det på trods – for at holde smitten nede.

Der er ikke på nuværende tidspunkt meldt en slutdato ud for de indførte tiltag med mundbind og corona-pas.


Nyhedsoverblik