Millioner af kroner er blevet brugt på at opretholde teltlejren til flygtninge på Vordingborg Kaserne. Men den er aldrig blevet brugt.
Det skaber forargelse hos blandt andet Radikale Venstre.
Det er vanvittigt, hvis vi skal bruge så mange ressourcer på noget, som i virkeligheden er Inger Støjbergs private branding-projekt
- Det står jo tilbage som monumenter over regeringens symbolpolitik – man kan også sige ruiner, fordi vi forhåbentlig nu får en helt anden udlændingepolitik, hvor vi ikke kaster penge efter tomme symboler, siger folketingsmedlem Zenia Stampe (B).
- Det er jo det, som teltlejrene har været sammen med idéen om et udrejsecenter på Lindholm – det er symboler mere end det er løsninger, og så er de vel at mærke rigtig dyre.
Artiklen forstætter under videoen.
Antallet af asylansøgere er faldet
Teltlejren blev oprettet som modtagecenter i 2015, da tusindvis af flygtninge strømmede til Danmark. Siden da er antallet af asylansøgere faldet markant.
- Jeg tror, regeringen har fastholdt dem, fordi de har været symbol på regeringens udlændingepolitik, hvor man enten sendte folk ud på øde øer eller internerer dem i teltlejre i snevejr. Men det har reelt ikke haft nogen indflydelse på, hvor mange, der kom, men det har været en måde at signalere, at her er en regering, som er villig til at gå hårdt til flygtninge, siger Zenia Stampe.
Siden 2015 har Rigspolitiet brugt 59,7 millioner kroner på leje og drift af teltene i Vordingborg og en lignende lejr i Sønderjylland. Det viser tal, som Tv2 ØST har fået aktindsigt i.
- Nu kan vi se med tallene, hvor dyrt det er at have det beredskab stående. Mig bekendt er fordelen ved et telt, at man kan pakke det sammen, når der ikke er brug for det og rejse det igen, når man får brug for det. Det er et paradoks i sig selv, at en teltlejr bliver permanent i en situation, hvor man ikke har brug for den, og der er ikke noget, der tyder på, at vi får brug for dem lige foreløbig, siger Zenia Stampe.
Radikale Venstre: Brug tomme bygninger i stedet for
Radikale Venstre så hellere, at man anvendte de mange tomme asylcentre, huse, bygninger, de mener, der står rundt omkring, i stedet for at kaste penge efter tomme telte.
- Det er vanvittigt, hvis vi skal bruge så mange ressourcer på noget, som i virkeligheden er Inger Støjbergs private branding-projekt. Det var jo det, det var. For der er masser af tomme asylcentre, vi kan bruge, hvis der pludselig skulle komme en stor tilstrømning af flygtninge, hvilket der ikke er noget, der tyder på, at der skulle komme, fordi EU’s ydre grænser er lukkede i den grad de er, siger Zenia Stampe.
Jeg synes, det er helt latterligt, man bruger så mange penge på noget, der ikke bliver brugt. Vi kunne have brugt det på så meget andet
Sagen med teltlejren er noget, som Zenia Stampe personligt vil gå videre med:
- Hvis det stod til mig, så skulle vi rydde op i alle de har symboler, som ikke løser noget som helst, men som koster kassen og som samfundet spilder mange ressourcer på. Teltlejrene er en del af symbolikken, og det Lindholm også, som er en endnu dyrere løsning.
Borgere: Latterligt at bruge så mange penge
Heller ikke borgerne er tilfredse med, at den tidligere regering har brugt knap 60 millioner kroner på tomme teltlejre.
- Jeg synes, det er helt latterligt, man bruger så mange penge på noget, der ikke bliver brugt. Vi kunne have brugt det på så meget andet. Nu er vi to begge studerende, så vi kunne have brugt det på skolen, siger Lea Tronier fra Nørre Alslev.
- Jeg synes, man kunne have ventet med at sætte dem op og så kunne man vurdere, at når der godt kunne komme nogen eller nu ved vi, at der kommer nogen, kunne man stille dem op til den hjælp, de skal bruges til, siger Michella Hansen fra Vordingborg
TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet uden held. Socialdemokratiet oplyser, at de ikke vil melde noget ud, så længe der foregår regeringsforhandlinger.