Præstø madmarked åbner økologi-akademi

Præstø Madmarked åbner et nyt akademi, der skal uddanne ansatte og lokalbefolkningen i økologi og bæredygtighed. God ide, lyder det enstemmigt fra iagttagere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad er økologi, og hvorfor er det vigtigt, at vi køber økologisk? Hvordan gør man en produktion bæredygtig, og hvad vil det sige?

Emner som disse er på dagsordenen, når Præstø Madmarked 20. januar åbner et nyt akademi, der skal uddanne medarbejdere hos Præstø Madmarked inden for økologi og bæredygtighed. Formålet er, at medarbejderne fremover bedre kan guide forbrugere på vej til at træffe fornuftige valg, men kurserne bliver også gratis for alle andre interesserede. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmedie foodculture.dk.

- Den viden, vi danskere har om fødevarer, og hvordan de bliver produceret, er desværre ubeskrivelig lav, siger Birgitte Escherich, indehaver af Præstø Madmarked, og kommende underviser på kurserne.

- Det er vigtigt, at vi ved, hvor maden kommer fra, og hvordan den bliver til, fordi det er den eneste måde, vi kan træffe fornuftige valg på, når vi køber ind. Og den traditionelle fødevarehandel i dag er meget kompleks, så det kan være svært at gennemskue. Det håber jeg at kunne ændre på med dette akademi, siger Birgitte Escherich.

5 kurser i kalenderen

Præstø Madmarked åbnede i maj 2013 med det formål at sælge lokalproducerede økologiske varer til forbrugerne og en vigtig del af målsætningen, har også været at udbrede budskabet til danskerne om økologisk produktion.

Derfor er der foreløbigt 5 kurser i kalenderen i januar og februar, og planen er at følge op med flere derefter. Første kursus begynder den 20. januar fra 9-13 og alle er velkomne.

Forsker: Godt at holde kurser lokalt

Aalborg Universitet har fulgt Præstø Madmarked tæt, siden det åbnede, for at indsamle viden om forbrugeradfærd, og hvordan madmarkedet udbreder økologi i lokalområdet. Her er holdningen, at det nye initiativ vil få stor værdi.

- Det er fantastisk, at man kan sætte sådan et initiativ i gang med lokalsamfundet som målgruppe, så man ikke nødvendigvis skal på et universitet for at få inspirerende ny viden. Min egen forskning om unge og deres madvaner, peger også på, at viden om hvem der har lavet maden, hvor den kommer fra og i det hele taget viden om produktion også påvirker vores madoplevelser, siger Boris Andersen fra forskergruppen FINe (Foodscapes, Innovation og Netværk) på Aalborg Universitet.

Økologichef: Spændende at følge projekt

At viden om økologi kommer lokalsamfundet til gode, begejstrer også Økologiafdelingen hos Landbrug & Fødevarer.

- Jeg tror, at folk er glade for at få solid information om, hvad økologien står for, og hvordan de kan udnytte råvarerne bedst muligt. Det her projekt lyder til at have noget tyngde, og det er positivt, når nogen vil udbrede viden om økologi på denne måde. Hvis hun endda kan tiltrække folk udover madmarkedets ansatte, har det virkelig potentiale til at give en god spredning, siger Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer til foodculture.dk.

Du kan læse mere om økologi akademiet her


Nyhedsoverblik