Partifæller: Vi har mistet en god kammerat i Martin

Socialdemokraterne kalder tabet af deres partifælle Martin Leider Olsen for stort og urimeligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag omkring middag blev det bekræftet, at det var liget af Martin Leider Olsen, der torsdag den 1. maj skyllede i land på Langeland. Han var socialdemokratisk medlem af byrådet i Vordingborg, og nyheden om hans død har fået det socialdemokratiske landskontor til at udsende et mindeord:

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at vores partifælde og gode kammerat, Martin Leider Olsen ikke er blandt os mere. Martin var en god socialdemokrat, der altid kæmpede for de socialdemokratiske værdier før sig selv. Han var en stærk tillidsmand, der både som folketings- og borgmesterkandidat gik forrest i kampen for et solidarisk samfund, lyder det blandet andet, og mindeordet fortsætter:

Med Martins alt for tidlige død har vi ikke alene mistet en god kammerat. Vi har også mistet en stærk ressource for vores parti og for Socialdemokraterne i Vordingborg. Martins store kærlighed til lokalområdet omkring Vordingborg, hvor han kommer fra, var gennemgående i hans arbejde i partiet, hvor han ofte mindede om vigtigheden af at prioritere yderområderne. Med et utrolig flot personligt valg blev Martin i efteråret valgt som viceborgmester efter en forbilledlig valgkamp.

Også i sit job som lærer, nød Martin at give unge en interesse for samfundet og indsigt i politik. Altid med stor tålmodighed og et pædagogisk talent for kommunikation. Han viste med stolthed Vordingborg frem for både statsministeren og en række øvrige ministre. Altid med et smil på læben og et stort personligt overskud.

Tabet af Martin er stort og urimeligt. Ikke mindst for Martins familie og nære. En stor socialdemokrat er ikke længere blandt os. Vores bedste tanker går til familien i en svær tid.

Æret være Martins minde.     


Nyhedsoverblik