Pape tilslutter sig blåt ønske om at genoptage Lindholm-plan

Øen Lindholm er den bedste løsning til at huse udviste udlændinge, siger K-formand, der beder SF overveje det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det vakte overvældende furore på Langeland, da udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) onsdag fremlagde sin plan for et udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle og personer på tålt ophold på det sydlige Langeland.

Siden har han sagt, at han ikke vil "tromle et politisk flertal", og SF har modsat sig planen, hvilket altså efter alt at dømme har fjernet et flertal for et udrejsecenter på Langeland.

Og nu danner der sig et billede af, at de blå partier vil vende tilbage til den gamle plan fra VLAK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti i 2019, der ville placere udrejsecenteret på øen Lindholm i Stege Bugt med færgedrift fra Kalvehave.

quote Regeringen har ikke længere deres flertal, og så synes jeg, man skulle være åben for Lindholm

Søren Pape Poulsen (K), formand

I hvert fald mener Venstre, at det er den bedste løsning, og nu stiller Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, sig i front for forslaget, der dog ikke umiddelbart samler et flertal.

- Vi har ikke skiftet holdning. Der er ikke nogen mennesker, der vil have det her center i nærheden af, hvor de bor. Og her var Lindholm jo løsningen. Det vil jeg opfordre de partier, der godt kan se problemet, til at genoverveje, i stedet for at skabe utryghed i 97 andre kommuner, om hvad der nu skal ske, siger han.

Han opfordrer SF til at genoverveje Lindholm. Hvis en samlet blå blok går sammen med SF, og flere løsgængere tilslutter sig, kan der dannes flertal.

En "tåbelig" idé

Det er dog blot et par dage siden, at partiets udlændingeordfører kaldte Lindholm-idéen for "tåbelig" og "ikke noget, vi er tilhængere af".

Søren Pape Poulsen hæfter sig ved, at partiet ikke har peget på et alternativ.

- Det ville klæde SF at pege på et andet sted. Det er nemt at sige nej, hvis man ikke peger på noget andet.

VIDEO: I 2019 blev om et udrejsecenter på Lindholm droppet til stor glæde for naboerne i byen Kalvehave:

Spørgsmål: Men hvorfor skulle SF samarbejde med jer om det?

- Et sted skal de jo være. Jeg opfordrer SF til det. Regeringen har ikke længere deres flertal, og så synes jeg, man skulle være åben for Lindholm. Eller regeringen kunne komme til fornuft og åbne op for det, siger han.

- Uanset hvor vi placerer det, er folk utilfredse. Vi har fået det at mærke, da vi i den gamle regering placerede det på Lindholm. Men nu synes jeg, vi må give det et skud mere, siger han.

Stor modstand blandt lokalbefolkningen

Der var således stor modstand blandt lokalpolitikere og lokalbefolkning i området omkring øen for tre år siden, da den daværende plan for et udrejsecenter blev fremlagt.

Søren Pape Poulsen siger, at han vil sørge for, at en færge vil sejle mindst muligt fra Kalvehave til Lindholm, hvis det skulle blive en realitet med et udrejsecenter på øen.

- De kan ikke bare lige en aften smutte igennem et hegn. Der skal de trods alt have en færge. Den skal sejle mindst muligt. Vi skal jo se, hvor langt vi kan trække den i forhold til konventionerne, siger han.

Læs også
Lettelse i Vordingborg over skrottede Lindholm-planer: - Jeg er en glad borgmester
Læs også
Lettelse i Vordingborg over skrottede Lindholm-planer: - Jeg er en glad borgmester

Lindholm var i næsten 100 år hjemsted for DTU's veterinærforskning, der etablerede laboratorier på øen for at forske i smitsomme sygdomme hos dyr.

Efter at have flyttet sin forskning til København blev øen i marts i år færdigrenset for virus og nøglerne blev overleveret til Bygningsstyrelsen.


Nyhedsoverblik