Nyt i terrassesag: Allan må beholde sin terrasse lidt endnu

En mand fra Bogø får lov til at beholde sin terrasse lidt endnu, selvom terrassen ifølge nuværende lovgivning er placeret for tæt på vandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det er super godt.

Sådan lyder det fra Allan Tjørnemark fra Bogø, som nu får lov til at beholde sin terrasse lidt endnu, mens politikerne forsøger at lave loven om.

- Det er det bedste, vi har kunnet håbe på, siger han til TV ØST.

Striden om Allan Tjørnemarks terrasse begyndte tilbage i 2015, hvor et luftfoto viste, at han havde bygget en terrasse for tæt på vandet.

"Himmelråbende åndssvagt"

quote Det er himmelråbende åndssvagt, at man ikke kan lave sådan en terrasse, der ikke generer nogen som helst

Allan Tjørnemark fra Bogø

For ifølge nuværende planlovgivning skal en terrasse ligge mindst 300 meter fra vandet, og det er derfor ulovligt at have en terrasse placeret tættere på.

Men det har Allan Tjørnemark. Hans terrasse med udsigt over Storstrøm ligger nemlig kun 200 meter fra vandet, og derfor fik han påbud om at fjerne terrassen.

- Det er himmelråbende åndssvagt, at man ikke kan lave sådan en terrasse, der ikke generer nogen som helst. Hverken mennesker eller naturen bliver generet, sagde Allan Tjørnemark tilbage i 2015 til TV ØST.

Terrasse fører måske til lovændring

Terrassen fik også de lokale politikere på dupperne. Folketingsmedlem og medlem af landdistriktsudvalget Marcus Knuth (V) besøgte i 2015 Allan Tjørnemark for at se hans terrasse. Det fik folketingspolitikeren til at ville lave loven om.

- Det er jo helt hen i vejret. En terrasse, som den her, der er i harmoni med naturen, skal der selvfølgelig være mulighed for, sagde Marcus Knuth dengang til TV ØST.

Det løfte har folketingspolitikeren holdt ved.

Politikerne er netop ved at gennemføre lempelser af planloven, som gør, at Allan Tjørnemarks terrasse bliver gjort lovlig, og derfor har politikerne givet grønt lys for Allan Tjørnemark til at beholde sin terrasse, indtil den nye planlov træder i kraft den 1. juli.

- Nu håber jeg bare på, at terrassen ender med at blive fredet. Jeg håber, at jeg får lov til at beholde min terrasse for alvor, siger Allan Tjørnemark.