Nyt biogasanlæg på vej - kan forsyne en hel kommune med varme

Et nyt biogasanlæg er på vej ved Køng mellem Næstved og Vordingborg, og det kommer til at producere 20 millioner kubikmeter biogas om året.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er kun et halvt års tid siden, at en mark ved Køng var helt bar, men nu er et nyt biogasanlæg ved at tage form over 10 hektar jord.

- Hvis man kigger på biomassen er vi ikke blandt de største. Der er vi mellemstore, men kigger vi på, hvor meget biogas vi kommer til at producere, så er vi et stort anlæg, fortæller Jesper Bundgaard, der er construction director i Nature Energy, der står bag byggeriet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jesper Bundgaard er construction director i Nature Energy, der bygger sit første biogasanlæg på Sjælland.
Jesper Bundgaard er construction director i Nature Energy, der bygger sit første biogasanlæg på Sjælland. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

Det er det 13. biogasanlæg, virksomheden bygger i Danmark, og anlægget ved Køng er det første på Sjælland.

Læs også
Efter halvandet års ventetid – modstandere af biogasanlæg får medhold i miljøklager
Læs også
Efter halvandet års ventetid – modstandere af biogasanlæg får medhold i miljøklager

Det skal modtage og håndtere 300.000 tons biomasse om året, og massen bliver så efterfølgende omdannet til 20 millioner kubikmeter biogas. 

Det svarer til den mængde, der skal til for at opvarme samtlige 22.600 husstande i Vordingborg Kommune.

Affald og gødning omdannes

Biomassen til anlægget kommer fra lokale landmænd og sukkerfabrikkerne på Lolland og Falster, og den består af blandt andet husdyrgødning, restaffald fra roer og fødevareproduktion.

- Massen kommer ind i vores procestanke og bliver afgasset eller forrådner og omdannes til gas. Vi renser gassen for CO2 og svovl, og så bliver selve biogassen ledt ind på gasnettet og brugt i både industrien og private husstande, siger Jesper Bundgaard.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser en såkaldt procestank ud indeni. Det er her biomassen ved 52 grader bliver omdannet til gas og ledt ud og videre til gasnettet. I alt kan der være 9500 kubikmeter masse i en tank.
Sådan ser en såkaldt procestank ud indeni. Det er her biomassen ved 52 grader bliver omdannet til gas og ledt ud og videre til gasnettet. I alt kan der være 9500 kubikmeter masse i en tank. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Biogasanlægget har mødt modstand i lokalområdet. Naboerne dannede tidligere i processen en protestgruppe og har især været bekymret for lugt- og støjgener fra anlægget, hvor 33.400 lastbiler hvert år vil køre til og fra. 

Ny klage på vej

I januar i år fik naboerne medhold i en klage over kommunens miljøgodkendelse af projektet. Glæden var stor, men de må nok vænne sig til tanken om, at biogasanlægget bliver en realitet.

I hvert fald står der nu fire store tanke med plads til 9500 kubikmeter i hver og seks plansiloer til opbevaring på marken.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Der bliver lige nu lagt asfalt i de sidste plansiloer, der skal bruges til opbevaring af biomassen. I alt er der seks siloer, der alle bliver overdækket med presenning.
Der bliver lige nu lagt asfalt i de sidste plansiloer, der skal bruges til opbevaring af biomassen. I alt er der seks siloer, der alle bliver overdækket med presenning. Foto: Helle Eriksen - TV2 ØST

Rasmus Gulstad, der er en del af protestgruppen, fortæller til TV2 ØST, at gruppen igen har indsendt en klage over miljøgodkendelsen. Nu er det så op til Miljø- og Fødevareklagenævnet at behandle den, men om den får nogen effekt er uvist.

- Det er svært at svare på. Vi har søgt kommunen om de tilladelser og godkendelser, vi skal have, og det er dem, der er myndighed på det, lyder det fra Jesper Bundgaaard. 

Læs også
Beboere frygter nyt erhvervsområde: - Det vil ødelægge alt
Læs også
Beboere frygter nyt erhvervsområde: - Det vil ødelægge alt

Anlægget forventes at være klar til brug i løbet af foråret 2022. Mens kommunen står for at klargøre vejnettet til den tungere trafik, lover Nature Energy at holde styr på lugtdelen.

- Der er stort set ingen lugt fra et moderne biogasanlæg i dag. Vi har nogle luftrensesystemer, og i alle vores bygninger, hvor vi har biomasser i er der undertryk, hvor vi har ventilation på bygningerne, så selv om man åbner nogle store porte, så er der indadgående luftstrøm, for at der ikke spreder sig lugt i området, siger Jesper Bundgaard. 

Nature Energy vil arrangere åbent hus for interessererede borgere, når de er nået lidt længere med byggeriet. 

Fakta om biogasanlægget ved Køng

  • Kommer til at omdanne 300.000 biomasse om året til gas.

  • Biomassen kommer fra 20-25 lokale landmænd og sukkerfabrikkerne på Lolland og Falster.

  • Massen består blandt andet af husdyrgødning og restaffald fra roer og fødevareproduktion.

  • Anlægget kommer til at producere 20 millioner kubikmeter biogas årligt. Det svarer til en mængde, der kan opvarme Vordingborg Kommunes 22.600 hustande. 

  • Nature Energy står bag i alt 13 biogasanlæg i Danmark. Anlægget ved Køng er det første, virksomheden bygger på Sjælland.

  • Nature Energy har investeret cirka 300 millioner i anlægget ved Køng.

  • Anlægget kommer til at skabe 50-70 arbejdspladser.




Nyhedsoverblik