Ny tidsplan for Store Bro

Der har været store trafikale problemer i Stege. Vejdirektoratets arbejde på Store Bro har medført lange køer og utålmodige bilister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man har krydset Store Bro i Stege på Møn den seneste måneds tid, så har man skulle væbne sig med tålmodighed. Et større renoveringsarbejdet har nemlig indebåret, at trafikken har sneglet sig afsted.

Nu er der så gode nyheder til indbyggerne i Stege og gennemkørende bilister.

Vejdirektoratet har nemlig meldt ud, at de fremskyder arbejdet på Store Bro. Den nyeste udmelding lyder på, at Vejdirektoratet regner med at være færdige med lægge asfalt, så begge vejspor på broen er åbne igen, inden udgangen af maj. Det betyder, at dele af arbejdet er færdigt inden kræmmermarkedet den 27. – 29. maj.

- Når den nye asfalt er på plads, vil folk kunne køre hurtigere over broen, og dermed forbedrer vi kapaciteten for trafikafviklingen betydeligt, fortæller projektleder Hans-Åge Cordua, der er projektleder.

Ventetid på en halv time

På TV ØST har vi før fortalt om trafikpropperne i Stege. Og her var det både de erhvervsdrivende og bilisterne, der klagede over Vejdirektoratets arbejde.  

Super Brugsen i Stege har mistet omkring fem procent af deres omsætning siden Vejdirektoratet påbegyndte renoveringsarbejdet.

- Som forretningsdrivende kan jeg godt forstå, at det er nødvendigt at få renoveret broen, men jeg synes det bliver lavet på et uheldigt tidspunkt, og måske kunne det blive gjort en smule hurtigere, siger Anders Madsen, der er brugsuddeler.

Bilisterne. De er bestemt heller ikke tilfredse med broarbejdet.

- Det tager en halv time at køre 500 meter, og det er jo ret lang tid, siger Carsten Rasmussen, der er bilist.

Og flere bilister mener, at Vejdirektoratet har været alt for sløve.

- Nu har vi kørt vejen de to sidste dage, og vi har stadig ikke set nogen arbejde på broen, siger Jan Jensen.

Mandag den 30. maj påbegynder Vejdirektoratet renoveringen af den manglende halvdel af broen med indsnævring til ét kørespor igen og med signalanlæg, svarende til første etape. Vejdirektoratet regner med at afslutte arbejdet i slutningen af juni. 


Nyhedsoverblik