¨

Ny fængsling i narkosag - mand sigtet for salg og våbenbesiddelse

Torsdagens varetægtsfængsling af en 23-årig mand trækker tråde til den store aktion på en adresse i Jungshoved i november. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

23-årig mand har forbindelse til sidste års narkosag fra Jungshoved.

En 23-årig mand er blevet varetægsfængslet frem til den 23. marts og sigtet for at sælge 240 gram kokain og for at være i besiddelse af to jagtgeværer.  

Han har forbindelse til en større narkosag fra Jungshoved, der strækker sig tilbage til november sidste år. Her ransagede politiet en adresse og anholdt syv personer. Siden er der drypvis blevet anholdt flere.

Den 23-årige mand blev anholdt onsdag på en adresse i Stege og fremstillet i et lukket grundlovsforhør torsdag formiddag ved Retten i Nykøbing Falster. 

- Vi har fundet frem til manden i vores efterforskning af hele sagen, siger Ove Groth, der er politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der ikke kan oplyse yderligere. 

I december fik to mænd straksdomme på henholdsvis halvandet og to års fængsel. Flere sidder fortsat varetægsfængslet.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App