Nødkald Hjemmeservice retter ind

Oven på massiv kritik har Nødkald Hjemmeservice valgt at indgå overenskomst med FOA.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det private plejefirma Nødkald Hjemmeservice har netop indgået overenskomst med FOA. Det kommer oven på massiv kritik af firmaet, og den daglige leder mener nu, at misforståelserne er ryddet af vejen og lover, at folk nok skal få deres penge, hvis firmaet ikke har udbetalt tilstrækkelig løn.

Det skriver fagforbundet i en pressemeddelelse.

Den bedste løsning

Igennem 2 år har det private plejefirma Nødkald Hjemmeservice, der leverer hjemmepleje til ældre i flere sjællandske kommuner, afvist at lave overenskomst for de ansatte. Men efter, at Fagbladet FOA for nylig afslørede kritisable forhold i firmaet, har ledelsen valgt at indgå overenskomst med FOA.

- Vi kunne godt se, at det var den bedste løsning for alle. Og når vi har overenskomst med FOA, så viser det, at vi driver et seriøst plejefirma med ordentlige forhold både for de ansatte og de ældre borgere, som vi kommer ud til, siger Kirsten Holmsteen, daglig leder af Nødkald Hjemmeservice.

Ansættelseskontrakter straks

Firmaet har kontor på Sydsjælland og leverer serviceydelser til borgere i Slagelse, Vordingborg, Kalundborg og Næstved. I december stod 2 tidligere ansatte frem og udtrykte skarp kritik af arbejdsforholdene i Nødkald Hjemmeservice.

Læs også: Horrible forhold for ansatte i hjemmeplejefirma

Den daglige leder mener dog, at firmaet har fået en alt for hård behandling i medierne, men erkender, at der har været forhold i firmaet, som skulle rettes op.

- Fra nu af får alle ansatte en ansættelseskontrakt, den dag, de starter. Det gjorde de ikke altid før. Og så har der været nogle sager om manglende lønudbetalinger, og hvis vi skylder nogen noget, så får de deres penge. Vi vil ikke have skeletter i skabet, siger Kirsten Holmsteen, der henviser til, at hun skal holde møde med FOA om en uge, hvor hun forventer en afklaring på verserende sager.

Fjerner titel fra reklame

Ledelsen i Nødkald Hjemmeservice har også været kaldt til samtale hos Slagelse Kommune efter afsløringerne af de problematiske forhold i firmaet. Og her var der fokus på snyd med de ansattes kompetencer.

Flere tidligere ansatte har til Fagbladet FOA fortalt, at de blev tvunget til at fuske med deres uddannelsesniveau, og i en reklame-brochure for firmaet, står ejeren Manuella Stepslev opført som social-og sundhedsassistent, men hun har ifølge Sundhedsstyrelsen ikke nogen autorisation. Kirsten Holmsteen oplyser, at Manuelle Stepslev er social-og sundhedshjælper, og derfor ændrer man reklamen.

- Der kommer en helt ny brochure, hvor vi har fjernet Manuella Stepslevs titel. Og mere er der ikke at sige om det. Men jeg vil godt sige, at vi aldrig har bedt medarbejderne om at lyve om deres uddannelsesniveau, lyder det fra Kirsten Holmsteen, daglig leder i Nødkald Hjemmeservice.

Misforståelser af vejen

Det private plejefirma har nu ifølge Kirsten Holmsteen sendt dokumentation til kommunen omkring de ansattes uddannelsesniveau.

- Kommunen har forlangt dokumentation, og vi har givet dem eksamensbeviser og kontrakterne, så nu er misforståelserne ryddet af vejen, siger Kirsten Holmsteen.


Nyhedsoverblik