Nepotismebeskyldt museumschef fredet - politiker vil tage sagen op

Det får ikke konsekvenser for museumschef Thorbjørn Kolbo, at der har været fire familiemedlemmer ansat på Museum Sydøstdanmark. Det slår bestyrelsen fast på et møde i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag er der blevet afholdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor de beskyldninger om nepotisme, som museumschef på Museum Sydøstdanmark, Thorbjørn Kolbo, den seneste uge har været udsat for, blev drøftet.

På mødet fik bestyrelsen en orientering af museumsdirektør Keld Møller Hansen om forholdene mellem Thorbjørn Kolbo og de af hans familiemedlemmer, som er ansat, samt hvilket tiltag museet vil igangsætte for at komme habilitetsudfordringerne til livs.

Det gav ikke anledning til yderligere, lyder det fra bestyrelsesformand, Torben Nielsen, i et skrifteligt svar til TV2 ØST:

- Museets bestyrelse har taget direktørens orientering og tiltag til efterretning og har ikke yderligere bemærkninger.

Githa Nelander mener ikke, at bestyrelsen tager ansvar
Githa Nelander mener ikke, at bestyrelsen tager ansvar Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Men det møder kritik fra Githa Nelander fra Nye Borgerlige, som sidder i Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune: 

- Jeg tænker, det virker underligt, at en ansvarlig bestyrelse med ansvar for driften ryster på hovedet og tænker pyt. At de ikke tager ansvar og spørger sig selv, om det ikke kan være skævt. De skal da kigge på, hvordan de forvalter de midler, de får fra tre kommuner. 

Mundtlig påtale

Frihedsbrevet bragte først historien om, hvordan Thorbjørn Kolbo har solgt værker af Jim Lyngvild i sin private kunsthandel, Andersens Kunsthandel, samtidig med at museet også har haft et samarbejde med kunstneren. Mediet kunne også fortælle, at butikken på Holmegaard Værk solgte kunsthåndværk fra Andersens Kunsthandel. 

Sidstnævnte fik Thorbjørn Kolbo en mundtlig påtale for den 15. februar i år, fremgår det af en orientering sendt til Vordingborg Kommune fra Keld Møller Hansen, museumsdirektør ved Museum Sydøstdanmark. 

Sidste uge kom det så frem, at museumschef Thorbjørn Kolbo har flere familiemedlemmer ansat. Det er af Transperency Internationalt blevet kaldt nepotisme.

Men efter det ekstraordinære bestyrelsesmøde tirsdag er meldingen fra både bestyrelse og museumsdirektør klar. Der er ikke et problem. Keld Møller Hansen skriver blandt andet til TV2 ØST: 

- I Sydsjælland gør vi som i resten af Danmark, vi bruger for eksempel vores lokale netværk til at finde den bedste medarbejder. Museet har i enkelte tilfælde valgt ikke at udelukke nogen, fordi man er i familie med en af museets chefer, forudsat at man var den bedst kvalificerede og oplyser museet om familieforholdet.

Det skal tages op politisk

Familieforholdene på Museum Sydøstdanmark er heller ikke et problem, hvis man spørger Karina Fromberg fra Venstre, der er næstformand i kultur- og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune. 

- Jeg ser ikke, at der er et problem. Der er en direktør og en bestyrelse, og jeg tænker, at de har været klar over, hvem de har ansat.

Museum Sydøstdanmark er en selvejet organisation, der driver otte forskellige museer, blandt andre Holmegaard Glasværk og Danmarks Borgcenter. Organisationen modtager offentlig støtte fra kulturministeriet, Køge-, Vordingborg- og Næstved Kommuner.

For Githa Nelander fra Næstved Kommune slutter sagen ikke her, selvom hun ikke er optimistisk omkring opbakningen:

- Jeg vil tage en drøftelse i udvalget, og jeg vil spørge de andre udvalgsmedlemmer, hvordan pengene skal bruges i fremtiden i forhold til museet. Er det noget, vi vil støtte? Det skal vi tage stilling til, siger hun og fortsætter:

- Jeg tror simpelthen ikke, at der er opbakning i udvalget. Jeg tror heller ikke, at der er opbakning fra de andre kommuner. Det har jeg ikke hørt endnu i hvert fald. Jeg finder det underligt, at politikerne ikke kerer sig mere om skatteborgernes penge. 

Som konsekvens af sagen har Museum Sydøstdanmark igangsat et arbejde med at udforme en såkaldt habilitetspolitik.

Thorbjørn Kolbo
Læs også
Endnu et familiemedlem ansat på museum - stillinger blev ikke slået op
Thorbjørn Kolbo
Læs også
Endnu et familiemedlem ansat på museum - stillinger blev ikke slået op

Nyhedsoverblik