Møn får eldrevet turistbus: - Det er helt fantastisk

Elbussen kører de to første ruter mindst tre gange om dagen fra 5. juli til 7. august.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fra 5. juli kan turister og borgere stige på Møns nye eletriske bus, der kører fra Råbylille Strand til Møns Klint og andre unikke, lokale attraktioner.

En busbillet koster gratis, og projektet er et led i et treårigt partnerskab mellem Andel, Region Sjælland, Sjællands Udviklingsalliance og Vordingborg og Stevns kommuner. 

Andel har afsat 17 millioner kroner til partnerskabet, der har til formål at sætte skub på elektrificeringen af den tunge persontransport.

- Det er helt fantastisk, at vi nu får en grøn eldrevet bus ud at rulle på Møn til stor gavn for vores borgere og de mange turister, der årligt besøger Møn. Samtidig er jeg stolt over, at Vordingborg Kommune deltager i dette projekt, der falder så rigtig godt i tråd med vores arbejde og ambition om at videreudvikle den bæredygtige turisme på Møn og den grønne omstilling i Vordingborg Kommune generelt, siger borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S).

Bussen kører tre sløjfer med Stege som knudepunkt:

Går i vinterhi

Elbussen kører de to første ruter mindst tre gange om dagen fra 5. juli til 7. august. Fra 8. til 28. august er der også rutekørsel på Nordmøn. 

Bussen vil køre alle tre ruter i weekender og ferier. Til vinter kører den i vinterferien, og så går den i vinterhi fra december til og med februar.

- Det er et vigtigt element i den grønne omstilling, at vi reducerer CO2-udledningen fra persontrafikken, og det går rigtig stærkt, siger Rikke Harbo Trikker, der er kommunikationsdirektør i Andel, der er virksomheden, der har taget initiativ til projektet.

- Salget af elbiler er i hastig vækst, og der skyder ladestandere op over hele landet i ekspresfart. Billedet er et andet, når man kigger på den tunge transport som eksempelvis buskørsel uden for de større byer. Vi har brug for mere viden om, hvordan man sætter mest effektivt ind her.

Læs også
Elbusserne indtager gaderne i Næstved
Læs også
Elbusserne indtager gaderne i Næstved

Efter planen skal der være tilsvarende busdrift på Stevns senest fra sommeren 2023.

- Jeg er glad for, at vi efter et halvt års intensivt arbejde er lykkes med at få den første bus ud at køre gratis på Møn. Og jeg satser på, at vi inden for relativ kort tid kan have tilsvarende setup klar for en Andelsbus på Stevns, siger formand for Sjællands Udviklingsalliance og regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen.

Bussen har plads til 48 passagerer på en afgang og kører cirka 350 kilometer per opladning.