Mobile stemmebokse trækker unge til

Det hjælper at bringe stemmeboksene til de unge, lyder det fra nogle af de skoler, som i disse dage disker op med politiske debatter og mobile stemmebokse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis de unge ikke vil komme til stemmeboksene, må stemmeboksene komme til dem.

Det synes at være tankegangen bag initiativerne omkring mobile valgsteder. Oven på en historisk lav valgdeltagelse i 2009 er der ved dette års kommunal og regionsrådsvalg i den grad fokus på at få flere - især unge til at stemme, og fornemmelsen på blandt andet Zealand Business College (ZBC) i Vordingborg og Stenhus Gymnasium i Holbæk er, at tiltagene virker.

Politik til døren

Fra 2 af de unge på ZBC er meldingen da også, at det har været rart at få bragt politikken til døren.

- Jeg synes, debatterne her på skolen har været inspirerende. Jeg tror ikke, at der er så mange unge, der interesserer sig for politik og selv går ind og får læst om kandidaterne, og så tænker mange nok, at de lige så godt kan lade være med at stemme, siger 19-årige Joakim Højris, der kommer fra Møn. 

Var på bar bund

18-årige Annika Johansen fra Mern roser også de politiske debatter på skolen og synes blandt andet godt om, at det lykkedes at inddrage de unge i debatterne ved at lave sms-afstemninger om forskellige emner.

- De vi startede med at snakke om valg, var jeg helt på bar bund. Jeg vidste, at jeg gerne ville stemme, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle stemme på, og det var ret uoverskueligt at finde ud af, men jeg tror, at debatterne har hjulpet mange med at finde ud af, hvad de skulle stemme på, og når så stemmeboksene også var her, så kunne vi lige så godt få det gjort. Vi er her jo alligevel, siger hun.

Rart at få det gjort

Annika Johansen smed sin stemmeseddel i skolens boks torsdag, mens Joakim Højris stemte på skolen onsdag, og for en ung med mange impulsive planer, så er det en god mulighed med mobile valgsteder.

- Det er meget rart bare at få det overstået. Man ved aldrig, hvad der kommer op på valgdagen, og hvis man den dag lige bliver spurgt, om man vil med en tur i biografen, så er det nok ikke det, at man mangler at gå ned at stemme, der afholder en fra at tage med, og så får man det måske ikke gjort, siger han.

Også her på TV2 ØST forsøger vi med vores Stem Nu kampagne at få flere til at stemme. I torsdag aftens nyhedsudsendelse tager vi på McDonald's i Ringsted og følger en anderledes måde at kapre vælgere på. Se med klokken 19.30.


Nyhedsoverblik