Mand identificeret efter drukneulykke

Det var en 75-årig mand fra københavnsområdet, der lørdag eftermiddag blev fundet druknet ud for Stege ved Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den mand, der lørdag eftermiddag omkom i en drukneulykke ud for Stege ved Møn, er blevet identificeret.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der tale om en 75-årig mand fra københavnsområdet.

Politiet blev alarmeret om ulykken omkring klokken 15.00. En forbipasserende på stranden havde set manden flyde rundt i vandet i nærheden af en campingplads ved halvøen Ulvshale. Kort efter blev manden bjærget op af en helikopter og fløjet til Rigshospitalet, hvor lægerne erklærede ham for død.

- Han blev fundet iklædt badeshorts, og hans tøj lå på stranden. Det kan selvfølgelig være svært at sige med sikkerhed, men vi har en formodning om, at han har taget sig en badetur og måske har fået et ildebefindende, siger Anders Mikkelsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De pårørende er underrettet. 


Nyhedsoverblik