MadMarkeds grundlægger takker nej til samarbejde efter konkurs

Birgitte Escherich, der i sin tid grundlagde MadMarked, har valgt at takke nej til et fremtidigt samarbejde med de folk, der har købt navnet efter konkursen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trods en nylig konkurs fortsætter MadMarked på andre hænder, men det bliver uden kvinden, der grundlagde det, Birgitte Escherich.
Hun meddeler i en pressemeddelelse, at hun har takket nej til en fremtid med MadMarked.

Læs også: Madmarkeder i Præstø og Store Heddinge lukket

I januar meddelte hun og manden Kim Escherich, at MadMarked A/S var begæret konkurs. Årsagen var, at den administrerende direktør angiveligt havde begået underslæb. Siden kom det frem, at han havde flyttet rundt på 310.000 kroner, og han har til TV ØST fortalt, at han erkender ansvaret for de overførsler, han har foretaget, og medgiver, at nogle af dem er tvivlsomme. Derfor har han også valgt selv at gå til politiet, sagde han i januar.

Siger farvel til livsværk

Efter konkursen i januar lukkede butikkerne i Store Heddinge og Præstø, mens de tre 100 procent lokalt ejede butikker i Korsør, Svendborg og på Langeland, fortsatte i et ændret setup, idet en investor købte navn og logo af konkursboet.

Læs også: Bortvist madmarkeddirektør med mag 13 konkurser

Selv om Birgitte Escherich er blevet tilbudt en rolle i det nye selskab, bliver det fremtidige MadMarked dog uden Birgitte Escherich.

- Efter en periode med usikkerhed omkring fremtiden for MadMarked, valgte jeg at takke nej til et tilbud om at blive konsulent for det, der var mit eget livsværk, da det udviklede sig i en retning som ikke var i harmoni med min ideologi. Jeg har altid været selvstændig erhvervsdrivende og ved efter 15 år i fødevarebranchen lige præcis, hvad jeg vil. Jeg har været 13 år om at skabe MadMarked og har både kompetencer, erfaringer og skarpe holdninger til, hvordan man skal drive bæredygtig fødevarehandel. Den erfaring gjorde MadMarked til en succes, og den skal naturligvis bruges til at skabe endnu mere bæredygtighed og sundhed. Derfor vælger jeg at gå nye veje. Forløbet omkring konkursen har været den værste oplevelse i mit arbejdsliv – og specielt dét at opleve et massivt svigt fra en nær samarbejdspartner gennem et par år. Og det gør også ondt at sige endeligt farvel til dette livsprojekt. Men vi falder alle, og det er måden, vi rejser os på, som optager mig, siger Birgitte Escherich i pressemeddelelsen og ønsker det nye initiativ al mulig held og lykke.

Vil ikke kun være konsulent

Jobbet som konsulent for MadMarked har ikke kunnet opfylde Birgitte Escherichs ønsker, men hvad fremtiden så byder på for hendes vedkommende, kan hun ikke melde noget ud om endnu.

Læs også: MadMarked A/S på nye hænder efter konkurs

- Jeg er en frontløber, og jeg har mange års akademisk viden og praktisk erfaring, som er brugt til at stå i front for dette initiativ. Derfor er det naturligvis utænkeligt kun at være konsulent på udvalgte områder, hvor der er risiko for gradbøjning af værdier, gastronomi, produktudvikling, politisk/ideologisk/organisatorisk arbejde og ikke mindst mit engagement i alle relaterede opgaver fra køkken til strategi. Jeg er, hvad jeg laver, og mit engagement i at skabe en smukkere verden indenfor fødevarehandel, er en del af mit hjerte. Så jeg er allerede startet på en ny rejse, og så snart jeg er klar med rejsebeskrivelsen, skal jeg nok sige til, siger Birgitte Escherich.


Nyhedsoverblik