Madkamp blandt folkeskoleelever

7.klasses-elever fra fire forskellige skoler dystede i dag i Madkundskab på University College Sjælland i Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hjemmelavet tykmælk, forårsruller i kærnemælk og valleknækbrød gjorde 7. klasse fra Frederiksberg Skole i Sorø til vinder af semifinalen i Madkamp – DM i madkundskab. 

Fire skoler havde kvalificeret sig til semifinalen i den landsdækkende madkonkurrence, som løb af stablen tirsdag på University College Sjælland i Vordingborg.

7. klasse fra Frederiksberg skole i Sorø serverede valleknækbrød, bounties, forårsruller marineret i kærnemælk, hjemmelavet tykmælk og hjemmelavet is.

- Det var noget, vi valgte, fordi vi syntes, det smagte godt. Man måtte ligesom vælge mellem nogle ting, og så tog vi det, siger Malthe Viktor Køhler Johansen fra Frederiksberg skole.

Menuen sikrede klassen sejren i semifinalen. Dermed kan de nu glæde sig over en plads i finalen i Odense 31. marts.

To skoler videre til finalen

På andenpladsen, og dermed også videre til finalen i Odense, kom 7.x fra Baggesenskolen fra Korsør, som præsenterede mælkens historie fra Middelalderen til nu og bl.a. serverede hjemmelavet smør og friskost, middelalderlig hvidmos, 'burning cheese balls' og mælkesnitter.

Formålet med konkurrencen er at vække elevernes interesse for mad og generelt fremme opmærksomheden på Madkundskab som et vigtigt fag i skolen.

- Det kan netop være med til, at eleverne bliver opmærksomme på noget helt basalt i deres hverdag - nemlig mad. Og at de bliver opmærksomme på, at de selv også kan være med til at bestemme, hvordan noget skal være og smage, siger tovholder på projektet Susanne Tønneskov.

Finalen finder sted på UCL i Odense torsdag den 31. marts kl. 8-15.

 

 


Nyhedsoverblik