Lej en pensionist

En pensionist fra Møn lejer sig selv ud til folk, der har brug for en hjælpende hånd eller en snak.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har nogen brug for hjælp til at male, klippe hæk eller bare lyst til en god snak? Hvorfor så ikke leje en pensionist til formålet? Sådan tænkte Tommy Clausen, der nu har indført frivillig menneskehandel på Møn.

- Der er brug brug for noget mere humanisme i vores samfund. Vi skal hjælpe hinanden, siger pensionisten fra Ulvshale på Møn.

Tommy Clausen har oprettet en annonce på udlejningssiden www.ebite.dk.

Her skriver han følgende:

- Hej til alle, der trænger til en frisk pensionist. Jeg kan alt mellem himmel og jord. Er uddannet maler, men er også filosof. Kan bruges til hvad som helst. Besøgsven eller klippe græs, eller bare snakke, gå tur, eller male...

Han tager højst et symbolsk beløb for de opgaver, han bliver booket til. Til gengæld forbeholder han sig ret til at takke nej, hvis en opgave er for omfattende eller måske ligger for langt fra Tommy Clausens egen bopæl.

Tommy Clausen får en god følelse, når han hjælper andre mennesker. Samtidig bliver der ofte tid til en hyggelig sludder om løst og fast.

Pensionisten fra Møn opfordrer derfor andre friske ældre til at følge trop, så det bliver muligt at leje pensionister over hele landet.


Nyhedsoverblik