Lange udsigter til mere grøn energi - solcelleanlæg kan ikke kobles på elnettet

Fire solcelleanlæg i Vordingborg kan ikke blive koblet til elnettet. Elnettet er ikke bygget til at kunne håndtere den ekstra strømproduktion.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lige nu står der vinterraps på marken i Barmosen ved Vordingborg. Men det var planen, at der skulle stå et solcelleanlæg på 50 MW.

- Vi havde jo håbet på, der havde stået solceller sådan set allerede i et års tid og produceret grøn strøm til de danske forbrugere, siger Mathias Aarup Berg, der er reguleringschef i energiselskabet European Energy.

For snart tre år siden fik energiselskabet de nødvendige tilladelser til at opføre solcelleanlægget. Alligevel er der endnu ikke skyggen af en eneste solcelle.

Reguleringschef i European Energy Mathias Aarup Berg står og kigger ud på den mark, hvor energiselskabet havde håbet, at der allerede nu havde stået et stort solcelleanlæg.
Reguleringschef i European Energy Mathias Aarup Berg står og kigger ud på den mark, hvor energiselskabet havde håbet, at der allerede nu havde stået et stort solcelleanlæg. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Problemet er, at solcelleanlægget ikke kan kobles på elnettet, fordi elnettet ikke kan rumme den ekstra strømproduktion. Så der vil gå yderligere tre år, før solcelleanlægget kan blive en realitet.

- Det er jo alt for lang tid set i lyset af, at vi befinder os i en forsynings-, klima- og energikrise, så det er nu, vi skal rykke på det, fastslår Mathias Aarup Berg

Fire anlæg venter på bedre elnet

I alt er der planer om at opføre fire nye solcelleanlæg i Vordingborg, der tilsammen vil kunne dække omkring 100.000 husstandes årlige strømforbrug.

Men da elnettet endnu ikke er dimensioneret til at kunne håndtere de store anlæg, skal elnettet først udbygges og opgraderes, og derfor kan der gå flere år, før solcelleanlæggene kan blive opført og tilsluttet elnettet.

Læs også
Solcelleparker skal give strøm til 30.000 - men elnettet kan ikke holde til dem
Læs også
Solcelleparker skal give strøm til 30.000 - men elnettet kan ikke holde til dem

Det er et problem, der er velkendt flere steder i regionen. Som vi tidligere har fortalt på TV2 ØST har de ved Bregentved Gods ved Haslev også måtte vente på tilladelse til at få et solcelleanlæg koblet på elnettet. Og på Lolland er der også problemer:

- Det tager noget tid at få lov til og finde ud af hvordan, vi bedst kan stille master op eller grave ledninger ned, og det tager bare meget længere tid, end det gør og stille et solcelleanlæg op på en mark, har vicepresident i Energinet, Hanne Storm Edlefsen, tidligere udtalt til TV2 ØST.

Elnettet er presset

Elnettet på Syd- og Vestsjælland er så presset, at Energinet tidligere i år skrev et notat, hvor det fremgår, at det kan blive nødvendigt at begrænse produktionen af grøn strøm i området, indtil elnettet er blevet forstærket.

- Det skyldes, at den grønne omstilling går rigtigt hurtigt, og samtidig har man ladet producenterne opføre vind- og solanlæg der, hvor det er billigst, uden at tage hensyn til om der i forvejen var et elnet, der kunne rumme den her vedvarende energi, forklarer professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.

Producenterne har opført sol- og vindanlæg der, hvor det har været billigst, og derfor er elnettet nu i presset i de områder, lyder det fra professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen.
Producenterne har opført sol- og vindanlæg der, hvor det har været billigst, og derfor er elnettet nu i presset i de områder, lyder det fra professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen. Foto: TV2

Udbygning af elnettet

Energinet er i gang med at udbygge elnettet. Det betyder, at der inden 2030 vil blive bygget seks nye transformerstationer, de nuværende transformerstationer vil blive udbygget, og mange kabler vil blive udskiftet og opgraderet.

elmast.jpg
Læs også
Elnettet skal forstærkes - ny højspændingsstation på vej
elmast.jpg
Læs også
Elnettet skal forstærkes - ny højspændingsstation på vej

Men det er en udbygning der tager tid. Indtil da mener professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen, at solcelleanlæggene i højere grad bør ligge tættere på de store byer.

- I Østdanmark er det jo i hovedstadsområdet, der er det rigtig store forbrug, og det der jo sker er, at man jo gerne vil udbygge elnettet rigtig meget fra Sydsjælland og Lolland-Falster og så op mod hovedstadsområdet, og det gør man jo i det tempo, som man nu kan, siger han og fortsætter:

- Men det kan jo godt være, at de fremtidige anlæg skal ligge lidt tættere på der, hvor det store elforbrug er. 

Samarbejdet skal styrkes

Men ifølge energiselskabet European Energy er det ikke nok til at løse udfordringerne:

- Vi skal blive bedre til at arbejde sammen, for ellers kommer til at tage for lang tid, og hvis der er noget, vi ikke har i den her klimakrise-tid, så er det tid, så vi bliver simpelthen nødt til at samarbejde bedre om de her projekter, fastslår Mathias Aarup Berg.

Mens Energiselskabet European Energy venter på tilladelse til at koble solcelleanlægget på elnettet, vil de bruge ventetiden, til at lave et lave et testcenter, der skal undersøge, hvordan man bedst muligt kombinerer landbrugsproduktion med solcelleanlæg.


Nyhedsoverblik