Kvæstet motorcyklist fløjet til behandling på Rigshospitalet

En motorcyklist blev fredag formiddag kvæstet i en soloulykke på Sydmotorvejen ved Udby. Han blev fløjet til behandling på Rigshospitalets traumeafdeling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ulykken skete på Sydmotorvejen på Udby-afkørslen i nordgående retning omkring klokken 10.

Motorcyklisten kom kørende med en gruppe af andre motorcyklister, da køretøjet af endnu uvisse årsager mistede vejgrebet og væltede.

- Om det er hastighed, grus på vejen eller noget andet - det ved vi ikke som det ser ud lige nu. Men sikkert er det, at motorcyklisten mister fodfæstet, siger vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Ole Hald.

Uden for livsfare

Ambulancen, der først kom til ulykkesstedet vurderede, at motorcyklisten kvæstelser var af en sådan karakter, at han skulle til behandling på Rigshospitalet, og en lægehelikopter blev kaldt til stedet.

- Den forulykkede har pådraget sig skader i form af knoglebrud. Hans nærmere tilstand kender vi ikke, men han skulle ikke være i livsfare, siger vagtchefen.

Lægehelikopterens landing spærrede kortvarigt motorvejen i begge retninger.

 


Nyhedsoverblik