Kommune vil coronasikre valget - sprit og information skal bremse smitte

Vordingborg Kommune melder nu en række forholdsregler ud om corona-smitte på valgdagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom antallet af coronasmittede stiger dag for dag, så står kommunal- og regionsrådsvalget for døren. Og i kommunerne er planlægningen allerede langt.

I Vordingborg Kommune vil der blive taget en række tiltag for at øge hygiejnen i forbindelse med valget.

- Alle skal kunne føle sig trygge, siger borgmester Mikael Smed (S) i en pressemeddelelse.

Komunernes Landsforening opfordrede tidligere på ugen så mange som muligt til at brevstemme - men sikkerheden skal fortsat være i top, for dem der vælger at møde op til selve valghandlingen.

- Selvom alle restriktioner stort set er ophævet, så sætter den stigende smitte med corona herhjemme selvfølgelig sit præg på valgdagen. Vi synes, at det er vigtigt, at alle der kommer for at afgive stemme kan føle sig trygge, og det samme gælder de mange politisk udpegede valgstyrere, tilforordnede og administrative medarbejdere, som er involveret i at få valget afviklet, siger borgmester Mikael Smed.

quote Alle skal kunne føle sig trygge

Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune

Blandt andet vil borgerne kunne bruge håndsprit, både når de går ind i valglokalet, og når det forlades igen, og der vil være ekstra rengøring af valgstedets overflader. Derudover vil særlige hjælpemidler som lup, LED-lampe eller lignende blive afsprittet efter hvert brug.

Dertil vil der være opsat plakater, hvordan man skal forholde sig - og der vil være klistermærker på gulvet på mange valgsteder, der skal hjælpe med at holde afstand.

Du må tage egen kuglepen med

I kommunen bliver det desuden gjort muligt at tage sin egen kuglepen eller blyant med for at afgive stemmen. Det må dog ikke være usædvanlige skriveredskaber som eksempelvis en guld- eller glimertusch, da det kan gøre stemmen ugyldig.

Læs også
Styrelse: Stor risiko for overbelastning af sygehuse
Læs også
Styrelse: Stor risiko for overbelastning af sygehuse

Chef for Ledelsessekretariatet i Vordingborg Kommune, Helle Munk, opfordrer alle, som kommer for at afgive stemme, til at være med til at gøre det til en smittefri valgdag.

- Hvis man sørger for at spritte sine hænder af, holder en fornuftig afstand og i det hele taget bare tager hensyn til hinanden, så kan alle føle sig trygge, siger hun.

Også ved afgivelse af brevstemmer og ved stemmeafgivning i hjemmet vil der blive taget forholdsregler for at forhindre eventuel smitte. Blandt andet vil brevstemmemodtagerne, som kommer ud i hjemmene medbringe mundbind, visir og handsker.

- Det er klart, at det ikke kun er på valgstederne, men alle steder hvor der kan afgives stemmer, at vi tager de nødvendige forholdsregler for at undgå en eventuel smitterisiko, siger Helle Munk.

Fredag blev 2.251 testet positive med coronavirus på landsplan. Det er anden dag i træk med mere end 2.000 smittede.


Nyhedsoverblik