Kommune: Vi hjælper gerne de hjemløse

Vordingborg Kommune har ikke ansvaret for de asyltelte, der står tomme i Vordingborg, så kommunen kan ikke sende de hjemløse derhen. Kommunen understreger i stedet, at den altid er klar til at hjælpe hjemløse, hvis de henvender sig til kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter TV ØST søndag sendte indslaget om de to vagabonder, Leif Davidsen og Allan Ibsen, har det ansporet en ophedet debat på Facebook. De to har selv adgang til tag over hovedet, men de undrer sig over, at andre uden den mulighed ikke kan få lov til at bruge de opvarmede telte i Vordingborg, der står tomme, indtil der kommer flygtninge.

Flere kommenterer på det delte opslag, at de ikke forstår, hvorfor hjemløse ikke kan få lov at bruge asylteltene i Vordingborg, så længe de står tomme:

- Så hjælp dog vores egne først!!! Seriøst teltene står tomme, kan ikke se hvad det kan skade, at de sover der, når der alligevel ikke er nogle i dem. Er så glad for jeg ikke skal have børn, når vi ikke kan finde ud af at hjælpe dem, der har brug for det, og kun kan hjælpe de fremmede, hvad er det snart for et land, skriver Mette Høyer Beck Nielsen i kommentarfeltet.

Også Marianne Flebo er forarget over, at de hjemløse ikke får hjælp:

- Håber at der er nogen i Vordingborg Kommune, der har røde ører. Hvorfor må de Danske Hjemløse ikke få husly og mad og varme ... Hvis det er blevet sådan, at man kun tænker på flygtninge i Vordingborg Kommune, så græmmes jeg... Håber at de der sidder på taburetterne i den kommune tænker over, at de er valgt af folket, og at denne holdning kan koste dem stemmer ved næste valg!!!

Vordingborg Kommune råder ikke over asyltelte

Hos Vordingborg Kommune er man ærgerlig over tonen i debatten, da det er staten, der ejer teltene, hvorfor kommunen ingen indflydelse har på, hvem der får lov at bruge teltene, og hvordan de skal anvendes.

Kommunen understreger i stedet, at den ligesom alle andre kommuner er forpligtet til at hjælpe de hjemløse, når de henvender sig til kommunen.

- Oftest er det deres eget valg at være hjemløse, og hvis de ikke henvender sig til os, kan vi ikke stille noget op. Men får vi en henvendelse fra en hjemløs, så står vi altid klar til at hjælpe med at finde en bolig, fortæller Helle Linnet, Social- og Arbejdsmarkedsdirektør i Vordingborg Kommune.

Har den hjemløse ikke mulighed for at betale en husleje, eller vælger den hjemløse selv at takke nej til en bolig, fortæller Helle Linnet, at kommunen også er behjælpelig i forhold til at finde en plads på et forsorgshjem:

- Forsorgshjemmene kan altid finde plads, og vi hjælper også gerne med at formidle kontakten til hjemmene, men de hjemløse har altså også selv et ansvar for at kontakte os.

Helle Linnet understreger desuden, at antallet af hjemløse i Vordingborg Kommune kan tælles på to hænder, og at kommunen aldrig har oplevet problemer med hjemløse.


Nyhedsoverblik