Kommune politianmeldt i sag om 20 meter høj reklametårn

Vordingborg Kommune er blevet politianmeldt af Vejdirektoratet i sag om en reklamesøjle, Vejdirektoratet mener er ulovligt opstillet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 20 meter høj reklamepylon rager fortsat op i vejret ved erhvervsparken Business Park Vordingborg. 

På ulovlig vis.

Sidste år blev søjlen erklæret ulovligt opstillet af Vejdirektoratet, der gav Vordingborg Kommune påbud om at tildække eller fjerne søjlen inden 1. april 2021.

Men nu, over et år efter, kan virksomhedslogoerne stadig ses på motorvejen, når bilerne nærmer sig afkørsel 41.

Derfor er Vordingborg Kommune blevet politianmeldt af Vejdirektoratet. 

Placeret i "åbent land"

Striden mellem Vordingborg Kommune og Vejdirektoratet kredser om Naturbeskyttelseslovens paragraf 21, der forbyder opsætning af skilte i det åbne land.

Vejdirektoratet har vurderet, at det område, hvor reklamesøjlen er placeret, kan betegnes som åbent land. En afgørelse, som borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed (S) er dybt uenig i. Han mener ikke, at der er tale om åbent land, da det er placeret ved Business Park Vordingborg.

quote Vi har fået et brev fra McDonalds om, at hvis den pylon bliver tildækket eller fjernet, så har de et erstatningskrav mod kommunen

Mikael Smed (S), Borgmester i Vordingborg Kommune

- Jeg tænker, at de ikke tolker loven, som den bør tolkes. Jeg tror ikke, de selv har været ude og se området i forhold til hvor meget, der er udbygget, og derfor er jeg ikke enig i den afgørelse, siger borgmesteren. 

Det er dog ikke et argument der ændrer noget i sagen, mener afdelingsleder i Vejdirektoratet Maria Meiner.

- Det, at det er ved et erhvervsområde, gør ikke i sig selv, at der er tale om bymæssig bebyggelse. Når noget er bymæssig bebyggelse, skal det have en sammenhængende karakter, og der har vores vurdering været, at det har det ikke endnu, siger hun.

Afgørende for erhvervsparken

Reklamepylonen er opstillet for at lokke virksomheder til erhvervsparken og spiller ifølge borgmesteren en central rolle i områdets erhvervsudvikling. Både for de virksomheder, der holder til i parken, og virksomheder, der overvejer at købe en grund.

- Det er noget, virksomhederne kræver i deres købskontrakter, så hvis ikke man garanterer, at der bliver reklameret, så vil de ikke købe grundene, og hvis ikke de køber grundene, så sker der ingen udvikling, og på den måde har man de facto lukket ned for erhvervsudvikling, siger Mikael Smed.

Han har allerede modtaget et brev fra en af erhvervsområdets virksomheder i forbindelse med sagen om den ulovlige pylon.

- Vi har fået et brev fra McDonalds om, at hvis den pylon bliver tildækket eller fjernet, så har de et erstatningskrav mod kommunen, så det er en forudsætning for erhvervsudviklingen, at vi har de samme muligheder som andre steder i landet, fortæller han.

Tages op i Folketinget

Lignende sager med lovstridende reklamesøjler finder man også i Faxe og Guldborgsund kommuner. 

Borgmestrene i de tre kommuner har tidligere forsøgt at få transportminister Benny Engelbrecht (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) til at tage sagen op i Folketinget. Dog uden held. 

Læs også
Venstre kaster fremskudt havn og belastet landevej ind i forhandlinger om trafikaftale
Læs også
Venstre kaster fremskudt havn og belastet landevej ind i forhandlinger om trafikaftale

Ifølge DI Business har Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, sat sig for at tage sagerne op på Christiansborg for at ændre reglerne, så landkommunerne får nemmere ved at tiltrække virksomheder og fremme erhvervsudviklingen.

Vordingborg Kommune har ingen planer om at fjerne eller tildække reklamepylonen, indtil enten politiet eller folketingspolitikerne blander sig i sagen. 

- Vi mener stadigvæk, det er en fejltolkning af loven, og at vi har lov til at have den stående, og med det udgangspunkt skal vi, hvis politiet vil give os en bøde, overveje, om vi vil have afgjort det i retten, eller om vi forhåbentlig kan vente til, at det har været drøftet på Christiansborg, og at vi har fået nogle ordentlige retningslinjer, siger Mikael Smed. 




Nyhedsoverblik