Kommune ansatte konsulent til at købe ydelser af eget firma

En konsulent blev i august ansat i Køge Kommune, hvor han blandt andet havde med sagsbehandlingen på børn- og ungeområdet at gøre, og hvor han uhindret kunne sende opgaver til sit eget firma. Et klokkeklart lovbrud, lyder det fra en ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ekstern konsulent er i månedsvis blevet betalt af Køge Kommune for at sidde med fingrene langt nede i sagsbehandlingen på børne-unge området.

Her har han uhindret kunnet sende opgaver til firmaet Social Care, som han selv har stiftet, og som han i dag sidder i bestyrelsen for.

Det kan Dagens.dk i dag afsløre efter en række aktindsigter og samtaler med flere personer med indsigt i forløbet.

Kortvarig ansættelse

Kommunen ansatte den eksterne konsulent i forvaltningen i august, selvom det på intet tidspunkt var nogen hemmelighed, at han var dybt involveret i firmaet Social Care, der er en af de største aktører på det sociale område i Køge samt en række andre kommuner på Sjælland herunder Vordingborg, Slagelse og Holbæk.

Dagens.dk har været i kontakt med den pågældende konsulent for at høre ham, hvad arbejdet i forvaltningen bestod af. I første omgang oplyser han, at det handlede om at komme med nye ideer til anbringelsesområdet, som skulle udmunde i en rapport.

- Du kan måske ikke kalde det en rapport. Det var nærmere et stykke papir med nogle tanker om, hvad man kan gøre anderledes, efter jeg havde gennemgået nogle sager, siger konsulenten, Dennis Bryde Christensen, der selv kalder ansættelsen som ekstern konsulent 'kortvarig'.

Klokkeklart lovbrud

Kommunen oplyser, at konsulenten blev ansat i august måned, og at hans ansættelse sluttede i oktober.

Der var dog ikke nogen udløbsdato på ansættelsen, da der i august blev sendt et internt nyhedsbrev rundt til kommunens medarbejdere, hvor oplysningerne om ansættelsen blev formuleret således: 'Dennis Bryde Christensen er den 1.8.15 ansat som konsulent 12 timer ugentligt med fokus på udvalget af anbringelsessager og øvrige indsatser.'

En af Danmarks førende eksperter i Forvaltning, Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, undrer sig over ansættelsen, som han siger er et klokkeklart lovbrud, fordi ansættelsen er en klar overtrædelse af inhabilitetsreglerne.

Nogen har et forklaringsproblem

Konsulenten, der altså sidder i Social Cares bestyrelse, må overhovedet ikke være inde over sagsbehandlingen eller nogle af de processer, der har med sagsbehandling at gøre siger Sten Bønsing til Dagens.dk.

- Spørgsmålet er, hvem der har ansat ham, for jeg vil være tilbøjelig til at sige, at den chef nu har et meget stort forklaringsproblem, siger Sten Bønsing til Dagens.dk.

Borgmesteren i Køge Kommune, Flemming Christensen (K), kan endnu ikke fortælle noget om mulige konsekvenser, men han erklærer sig uforstående over ansættelsen.

- Det lyder mærkeligt, at man ansætter en person til at lege tag-selv-bord i kommunen, siger Flemming Christensen, til Dagens.dk.

Han understreger at han ikke var bekendt med ansættelsen eller havde været inde over det, og at han nu vil undersøge forløbet.


Nyhedsoverblik