¨

Käthe er kroejer og har rundet de 80: - Det er jo mit livsværk

01:06

Video: Käthe Fugl har rundet de 80 og driver Udby Kro på 25. år. Video: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Det var lidt af en tilfældighed, at Käthe Fugl endte med at købe Udby Kro, da en ven viste hende annoncen. I dag er hun 80 og driver kroen på 25. år.

En lang arbejdsdag venter forude for Käthe Fugl, der er ved at låse sig ind den gamle Udby Kro.

Dem har der været mange af, siden hun for 25 år købte Udby Kro, som ligger lidt uden for Vordingborg.

Tiden går så hurtigt. Jeg ved ikke, hvor alle de år er blevet af

Käthe Fugl, kroejer, Udby Kro

- Tiden går så hurtigt. Jeg ved ikke, hvor alle de år er blevet af, siger hun, mens hun ælter den klistrede bolledej på bordet.

Selvom hun for længst har rundet pensionsalderen, er hun stadig i gang som kroejer. I dag er hun fyldt 80 år, og hun har foreløbigt ingen planer om at smække benene op og give kroen fra sig.

- Det er fordi, jeg godt kan lide det. Den her kro er jo mit livsværk efter 25 år her, siger hun.

Ven var skyld i, at Käthe blev kroejer

I 1994 var den gule landevejskro for anden gang på få år blevet erklæret konkurs.

Derfor blev den sat til salg. På det tidspunkt havde Käthe Fugl i mange år arbejdet som pædagog, men så præsenterede en ven hende for salgsannoncen.

- Ah, det vidste jeg jo ikke rigtigt. Men han fik mig jo overtalt til at køre med herned og kigge på det. Og da jeg havde været inden for døren her, så tænkte jeg, "at hvis der bliver ryddet op og gjort rent, kan der nu nok blive pænt her". Og i løbet af otte dage havde jeg skrevet under, siger Käthe Fugl.

Artiklen fortsætter under billedet.

Käthe Fugl købte den gamle Udby Kro tilbage i 1994. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Den dengang 55-årige Käthe Fugl havde erfaring med madlavning, men det at drive restaurant var et ret ukendt felt for hende.

- Jeg havde ingen erfaring. Intet. Så det sprang jeg bare ud på dybt vand med, siger den 80-årige kroejer.

Mødte skeptiske blikke fra de lokale

Dengang var der da heller ikke meget opbakning blandt de lokale og tro på, at Käthe Fugl kunne føre den mere end 150 år gamle kro videre.

”Du er 55, og du køber en kro. Hvad havde du forestillet dig?”. Så sagde jeg: ”Jeg forestiller mig at drive kro”

Käthe Fugl, kroejer, Udby Kro

- Folk var lige ved at falde ned af stolen, fordi de sagde: ”Du er 55, og du køber en kro. Hvad havde du forestillet dig?". Så sagde jeg: ”Jeg forestiller mig at drive kro”, lød svaret fra Käthe Fugl, når de skeptiske dengang satte spørgsmålstegn ved hele projektet.

Men Käthe Fugl smøgede ærmerne op og gik i gang.

Første punkt handlede om at få styr på køkkenet. I otte dage gik hun rundt med gummiforklæde og gummistøvler, mens hun vaskede og spulede væggene af. For hun ville vise, at skeptikerne var gal på den.

Artiklen fortsætter under billedet.

Käthe Fugl købte kroen tilbage i 1994, da en ven viste hende, at den var sat til salg. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Høster respekt fra sine ansatte

I dag har Käthe Fugl stadig styr på både reservationer, menu og kødgryderne. Samtidig kan hun fejre 25-årsjubilæum som kromutter. Den bedrift har udløst en del respekt fra hendes ansatte.

- De fleste andre 80-årige sidder derhjemme og strikker, hygger og læser. De arbejder i hvert fald ikke 10 timer hver dag. Så det er imponerende, siger Eva Jensen, som er ansat.

Artiklen fortsætter under billedet.

Udby Kro åbnede i 1833 som en kongeligt privilegeret kro. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Også en af de andre ansatte i køkkenet er imponeret over, at chefen kan fejre 25-årsjubilæum.

- Jeg synes, det er utroligt flot. Også hele historien om, hvordan hun har overtaget kroen, der var gået neden om og hjem, og har startet det op selv. Hun står her som 80-årig og styrer butikken stadigvæk. Det har jeg stor respekt for, siger Lennart Jensen, ansat i Udby Kro.

Bliver ved, mens det stadig er sjovt

Hovedpersonen selv må indrømme, at hun for 25 år siden ikke havde regnet med, at hun stadig ville være gang som 80-årig.

- Det havde jeg selvfølgelig ikke. Det er klart, siger hun.

Man skal nyde nuet og være tilfreds med hverdagen. Det tror jeg er opskriften

Käthe Fugl, kroejer, Udby Kro

Ikke desto mindre fortsætter kroejeren ufortrødent, så længe det er sjovt.

- Man skal nyde nuet og være tilfreds med hverdagen. Det tror jeg er opskriften, siger Käthe Fugl.

Udby Kro åbnede i 1833 som en kongeligt privilegeret kro. Kroens formål var at servicere de rejsende på strækningen mellem Køge og Vordingborg.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App