Kasper og brormand gør det igen: Kendt filmbil til Møn

Kasper Christensen fra Møn købte sidste år den sidste bil fra 'Olsen-banden'-filmene. Nu har hans bror købt en 'rocker-folkevogn' fra 'Midt om natten'.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rockerbanden ’Rotterne’ kørte i den i 1984 i filmen ’Midt om natten’. Nu står det karakteristiske folkevognsrugbrød med ørne og flammer på siderne i Tjørnemarke hos mekaniker Kasper Christensen. Det er hans bror Christian Løvdal, der har købt bilen til den nette sum af 60.000 kroner.

Bilen trænger til en kærlig hånd, men den skal nok komme til at køre igen.

- Den har en god gammel 1200 kubik boksermotor. Den kan ikke trække skindet af en kakaomælk, men hvis vi bare kan få den op på 80 km/t, så er det fint, siger Kasper Christensen.

Christian Løvfald har købt en ikonisk bil.
Christian Løvfald har købt en ikonisk bil. Foto: Privat

Askebæger og zebrastof

Den gamle folkevogn har stået på Ålholm Slot på Lolland, før den kom til Møn. Kasper Christensen har opdaget flere sjove detaljer ved bilen. Askebægeret er for eksempel ikke blevet tømt i mange år.

- Der er en pakke gajoler til tre kroner, og flere tændstikker og cigaretskod. Det kan være, at det er fra dengang, siger han.

En af de ting, der har overrasket ham mest, er stoffet på bilens inderside.

- Kendetegnet er jo det der zebrastof. I filmen ligner det velour, men det er det ikke. Det er bare noget fint stof, siger Kasper Christensen.

I filmen er der store udstødningsrør på bilen, og det regner Kasper Christensen og Christian Løvdal med at sætte på igen.

- De har ikke haft nogen funktion, men de skal helt klart på igen, siger Kasper Christensen.

Drømmer om udstilling

Kasper Christensen har i forvejen en filmbil på sit værksted – nemlig den Chevrolet Bel Air fra 1959, som blev brugt i Olsen-bandenfilmene. Den er han i fuld gang med at sætte i stand. Det er meningen, at hans bror skal stå for istandsættelsen af folkevognen fra ’Midt om natten’.

Kasper har desuden en stor samling effekter fra Olsenbanden-filmene, og brødrene drømmer om at lave en udstilling i Tjørnemarke.

- Vi kunne godt tænke os at lave et lille museum for bilerne og effekterne. Det kunne være fedt, siger Kasper Christensen.

Du kan læse mere om, hvad de to brødre går og roder med i mekanikerværkstedet ved at klikke her. På siden kan du desuden donere penge til istandsættelsen af Olsenbanden-bilen.


Nyhedsoverblik