Kæmpe sølvfund på Møn

Der er jubel på Møn, efter at der tirsdag blev fundet 150 sølvmønter, som er mere end 350 år gamle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hurra! er første udbrud fra Martin Risvig, da han tirsdag bliver spurgt til fundet af 150 sølvmønter på Møn.

Han er arkæolog ved Museum Sydøstdanmark og har i et par måneder gravet under ombygningen af den gamle præstegård Morten Reenbergs Gård i Stege, men det var ikke ham, der fandt sølvskatten.

Håndværker fandt mønterne

Det gjorde til gengæld Lars Høj fra murer- og entreprenørfirmaet Jens Ove Hansen A/S, og det var en glad Martin Risvig, som modtog opkaldet om fundet.

- Jeg var taget videre til en anden udgravning, men da jeg fik opkaldet, smed jeg alt, hvad jeg havde i hænderne og satte mig ind i min bil. Det er ret stort det her, og det er ikke noget, som sker mange gange i ens karriere, at man står med en sølvskat, lyder det fra arkæologen.

Spredning i tid og sted

Han har kun set på mønterne i en halv times tid, da TV2 ØST taler med ham, men hans vurdering er umiddelbart, at mønterne stammer fra tiden omkring Svenskekrigene, som var omkring midten af 1600-tallet.

- Det ser ud som om, spredningen er stor både geografisk og tidsmæssigt. Der er flere udenlandske mønter, og der er mønter fra 1545 til 1655, siger han.

Fantastisk fund

Også hos menighedsrådsformand ved Stege Sogn, Stig Ryhl, er der glæde over fundet af de mange sølvskatte. Han fortæller, at fundet ikke kaster nogen økonomisk vinding af sig for dem, men han er voldsomt begejstret over at være tæt på så fornemt et fund.

- Det er helt fantastisk. Tænk at vi som et led af restaureringen af gården finder noget så historisk og godt. Det er en stor oplevelse, siger menighedsrådsformanden.

Mønterne skal nu konserveres, og så er det op til Nationalmuseet, der allerede har modtaget mønterne, at tage sig af bestemmelsen af dem.


Nyhedsoverblik