Jan vil fejre jul med fremmede

Jan Hesselberg fra Stensved har valgt at åbne sit hjem for folk, der mangler selskab juleaften, ligesom han selv gør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om 59-årige Jan Hesselberg fra Stensved er alene om at pynte juletræet, har han ikke planer om at sidde for sig selv på den store aften.

Derfor har han i blandt andet flere supermarkeder annonceret, at han den 24. december slår dørene op og inviterer andre indenfor.

- Det er jo desværre sådan, at der er mange, der er ensomme, og derfor vil jeg gerne hjælpe. Hvis jeg kan være heldig at se andre blive glade for det, så er min dag reddet, siger han.

En hjemløs på besøg

En undersøgelse foretaget af Epinion for DR Nyheder viser, at hver tredje dansker er villig til at gøre det samme som Jan Hesselberg. Familien Sølberg fra Holbæk er ét eksempel. Sidste år fik de en hjemløs på besøg.

- Det er ikke okay, at folk har det på den måde, og så tænkte jeg, at det kunne jeg gøre noget ved, fortalte Dorthe Sølberg til TV2 ØST.

Både juleand og mørbrad

Indtil videre er der kun en kammerat, der har tilmeldt sig arrangementet. Alligevel har Jan Hesselberg allerede planlagt menuen.

- Jeg har både juleand og mørbrad, og så skal vi selvfølgelig have rødkål, brunede kartofler og ris a la mande. Så hvis man går sulten herfra, er det ens egen skyld, siger han.

Har du lyst til at holde jul hos Jan Hesselberg, kan du kontakte ham på e-mail adressen: janhesselberg@gmail.com.


Nyhedsoverblik