Igor og Annie gjorde indsigelse mod en svineproduktion: - Jeg vil ikke have hans kød

Opførelsen og siden udvidelsen af Møns største svinefarm har ført til et dårligt forhold til naboerne. Og ingen vil rigtige påtage sig ansvaret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De kalder den 'Svineriet', bedriften, der ligger lidt oppe på bakken ovre på den anden side af marken. Det er på den ene side et skægt ordspil, men for Igor og Annie Svendsen er det på den anden side også udtryk for utilfredsheden med landmand Bjerke Jensens svinebrug.

quote Der er mange fluer. Især når det er varmt, er det en plage. Og det er ikke små fluer, det er spyfluer

Igor Svendsen, nabo til svinefarm

- Vi kan ikke lukke en dør op, vi kan ikke lukke et vindue op, og der er sågar en ventil i vores badeværelse, vi ikke kan lukke op, når stanken er værst, fortæller Igor Svendsen.

For ægteparret, der for 17 år siden skiftede Taastrup ud med Magleby på Østmøn, havde ikke forestillet sig, at deres landlige idyl skulle forstyrres af gyllelugt og ballade over en grusvej. Men det blev den. 

I 2007 fik Allan Kaj Jensen, som er Bjerke Jensens far, tilladelse til at bygge en svinestald på sin grund ved Magleby. Det var ikke uden sværdslag, for naboerne var ikke rigtig vilde med udsigten til gylle i næseborene og svinetransporter på de små veje.

Naboerne brugte meget krudt på indsigelser og klager, men i sidste ende fik Allan Jensen bygget sin svinestald og sine siloer. Nu har hans søn, Bjerke Jensen, overtaget bedriften.

Artiklen fortsættes under billedet.

Bjerke Jensen i stalden.
Bjerke Jensen i stalden. Foto: Lars Andersen - TV ØST

- Vi bruger al vores eget korn til foder, jeg bruger al min gylle på vores egne marker, og på den måde synes jeg, vi har en god produktionsform, hvor det hænger sammen, forklarer Bjerke Jensen.

Udvidelse af bedriften

I 2014 modtog Vordingborg Kommune en ansøgning fra Bjerke Jensen, som ville udvide sin daværende produktion fra 13.000 slagtesvin årligt til 21.500 årligt.

quote Især når det er varmt, er det en plage. Og det er ikke små fluer, det er spyfluer

Igor Svendsen, Magleby

- Jeg havde været heldig at opkøbe noget jord, og så ville jeg gerne have min produktion til at passe, så mit korn passer til antallet af grisene, og så får jeg jo også mere plads at sprede gyllen på.

Endnu en gang røg naboerne i blækhuset. Annie og Igor Svendsens bindingsværkshus ligger 750 meter Risbækgård i fugleflugt, og ægteparret var bekymret for yderligere lugtgener. Samtidig har naboerne til Risbækgård problemer med fluer.

Der er 750 meter i fugleflugt mellem Annie og Igor Svendsens hus og Bjerke Jensens svinebrug.
Der er 750 meter i fugleflugt mellem Annie og Igor Svendsens hus og Bjerke Jensens svinebrug. Foto: Michael Vogelius - TV ØST

- Der er mange fluer. Især når det er varmt, er det en plage. Og det er ikke små fluer, det er spyfluer, siger Igor Svendsen, og Annie supplerer:

- Vi har en fluesmækker i hvert værelse.

Men Miljø- og Fødevarestyrelsen afgjorde dengang, at:

- Den ansøgte produktion ikke vil medføre væsentlige lugtgener, hvis de af kommunen fastsatte vilkår overholdes.

Og så blev det understreget, at det er svineproducentens ansvar at holde fluebestanden nede: 

- På husdyrbruget skal der foretages effektiv fluebekæmpelse i overensstemmelse med de af Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi, fastsatte retningslinjer herom.

Og dermed fik Bjerke Jensen altså mulighed for at udvide sin produktion, som nu kan producere 21.500 slagtesvin årligt. 

Kommunens rolle i sagen

- Jeg synes jo ikke, kommunen har hørt os rigtigt. Vi har brugt meget tid på at klage og komme med indsigelser, siger Annie Svendsen. 

Else-Marie Langballe Sørensen (SF) er formand for Udvalget for Klima og Miljø i Vordingborg Kommune. Det var hun ikke, da sagen her blev godkendt, men hun forklarer generelt:

- Som kommune har vi myndighed i forhold til miljøgodkendelsen. Udover det skal man følge lovgivningen. Og hvis ansøgningen ellers ligger indenfor lovgivningen om husdyrbrug, så kan vi ikke gøre så meget for at forhindre det. 

Artiklen fortsættes under billedet ...

Else-Marie Langballe Sørensen (SF) er formand for Udvalget for Klima og Miljø i Vordingborg Kommune. 
Else-Marie Langballe Sørensen (SF) er formand for Udvalget for Klima og Miljø i Vordingborg Kommune.  Foto: Lars Andersen - TV ØST

Men naboerne føler ikke, de er blevet lyttet til?

- Vi lytter til naboerne. Inden vi giver sådan en tilladelse, er der en høring - en idefase - hvorefter det kommer for udvalget for så at komme i høring. Her er det muligt at komme med indsigelser, og de bliver også taget seriøst, forklarer Else-Marie Langballe Sørensen. 

Naboerne til Risbækgård havde ønsket sig lidt mere information, og det håber Vordingborg Kommune at kunne bidrage med i fremtidige sager. 

- Der er i hvert fald én ting, jeg har tænkt over i den her sag, er, at vi behandler sådan en sag som denne her med eksempelvis borgermøder, hvor vi kan orientere naboerne om, hvilke muligheder de har, siger Else-Marie Langballe Sørensen.

Ingen vil give sig

Ude i Magleby bliver det stadig mere tydeligt, at konflikten mellem svinebonden Bjerke Jensen og naboerne Annie og Igor Svendsen ikke er sådan lige til at løse.

For det handler ikke kun om lugten og fluerne og kommunens håndtering i sagen om udvidelsen.

quote Selv skraldemanden har sagt, at han ikke vil køre her, fordi han ødelægger sin lastbil

Igor Svendsen, Magleby

For Østerborgvej, som Annie og Igor Svendsen bor på, er en privat fællesvej, og ifølge Igor Svendsen skal man finde en del af årsagen til det dårlige forhold mellem svinebonden og naboerne i en gammel aftale om vejen.

I den ville Bjerkes far, Allan Kaj Jensen, nemlig ikke være med til at betale for at vedligeholde vejen. De øvrige naboer på vejen har ifølge ægteparret betalt 5000 kroner tre gange for at få grusvejen rettet op eller tilført ny belægning, og det ærgrer dem, at svinebonden ikke er med i ordningen.

- Han kører her jo med store maskiner, og når det har regnet, så er vejen ødelagt. Der går sjældent mere end et par uger, fra den er ordnet, til den igen ser forfærdelig ud, siger Igor og fortsætter: 

- Selv skraldemanden har sagt, at han ikke vil køre her, fordi han ødelægger sin lastbil.

Selv ser Bjerke Jensen anderledes på sagen.

- Selvfølgelig har jeg hørt kritikken af min brug af vejen. Vi bruger den hovedsageligt om sommeren til at køre korn. Det er rigtigt, at der er kæmpe huller i den, men når de andre ikke får lavet hullerne, så bliver det et stort hul til sidst, og så kan det være det samme. Jeg mener jo også, jeg betaler, ved at jeg retter den af engang imellem, nu hvor der ikke står vand i hullerne, siger landmanden.

Artiklen fortsættes under billedet.

Da TV ØST møder Igor og Annie Svendsen i juni måned, viser de grusvejen frem. De medgiver, at den ser ud til at være blevet rettet af for nylig.
Da TV ØST møder Igor og Annie Svendsen i juni måned, viser de grusvejen frem. De medgiver, at den ser ud til at være blevet rettet af for nylig. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Bjerke Jensen, - har du været god nok til at tale med dine naboer om din udvidelse?

- Jeg har i princippet ikke været i dialog med mine naboer, for jeg havde ikke så godt forhold til dem, så jeg synes egentlig ikke, at jeg ville gå i dialog med dem. Det kan man jo så diskutere. I princippet er det jo ikke nødvendigt, når jeg har de papirer, jeg skal bruge, og det hele er blevet varslet igennem medierne, så de ved jo, hvad der skal ske, siger landmanden.

Og også fra den modsatte side af marken virker modstanden mod dialog til at være altoverskyggende:

- Bjerke har jeg aldrig snakket med. Men vi hilser altid, når de kommer kørende på traktoren, siger Annie Svendsen og tilføjer: 

- Jeg vil ikke have hans kød, sådan har jeg det.

Der er dog alligevel lidt optimisme at spore derude ved Magleby, hvor Møns største svineproducent og ægteparret fra Taastrup deler vej og luft. 

- Vi håber da at få et godt naboskab, hvor man kan tale sammen uden at skulle diskutere og blive uvenner, når man kommer med kritik.


Nyhedsoverblik