Hjemsendte elever slog katten af tønden - lærer kørte hjem til dem alle

0. til 4. klasse på Møn Skole Afdeling Fanefjord afholdt fredag fastelavn i skolegården. Men nogle lærere mente ikke, at de hjemsendte elever i 5. og 6. klasse skulle snydes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ridder, en tandpastatube, en læge og mange flere udklædninger.

Eleverne i 5. og 6. klasse på Møn Skole Afdeling Fanefjord var mandag mødt op til onlineundervisning i en lidt anden mundering end vanligt.

- Man kunne mærke, at børnene var feststemte i morges, og de var klædt ud ude bagved skærmen, fortæller Allan Mikkelsen, afdelingsleder, Møn Skole afdeling Fanefjord.

Fastelavnsdagen startede virtuelt for eleverne med fælles morgenmad og en velkomst, hvor klassekammeraterne fik set hinandens udklædninger.

quote Vi har mange traditioner på skolen, og dem vil vi gerne holde fast i

Sissel Lindberg, lærer på Møn Skole Afdeling Fanefjord

For selvom den for tiden står på hjemmeundervisning for de ældste elever, mente en gruppe lærere ikke, at de skulle snydes for hverken udklædning eller at slå katten af tønden.

- Vi har mange traditioner på skolen, og dem vil vi gerne holde fast i. Så vi besluttede at køre rundt til eleverne med en fastelavnstønde, en kølle og et par godteposer, fortæller Sissel Lindberg, lærer på Møn Skole Afdeling Fanefjord.

Og med en nøje planlagt rute tog Sissel Lindberg rundt til eleverne på Møn og en enkelt på Bogø for at slå katten af tønden.

Eleverne var hoppet i mange forskellige kostumer. Her en klædt ud som en tandpastatube.
Eleverne var hoppet i mange forskellige kostumer. Her en klædt ud som en tandpastatube. Foto: Sissel Lindberg

Selv var hun klædt ud som coronatester, med handsker, mundbind og kittel, og hun blev på ruten mødt med brede smil og en lille smule generthed, for det er jo ikke hver dag ens lærer banker på døren.

- Nogle var lidt generte, men det var simpelthen så hyggeligt og rart. Nogle steder var bedsteforældrene kommet besøg, og andre steder hjalp de elevers søskende, der var hjemme også til med at slå på tønden, fortæller Sissel Lindberg.

Efter hver enkelt besøg hos eleverne blev alt det medbragte udstyr sprittet af, inden turen gik videre til den næste. 

Læren Sissel Lindberg var selv klædt ud som en coronatester.
Læren Sissel Lindberg var selv klædt ud som en coronatester. Foto: Sissel Lindberg

Og nu hvor eleverne ikke kunne mødes fysisk, fik de alligevel en form for socialt samvær.

For under hver enkelt besøg blev der filmet, så eleverne, som ventede på at få besøg af deres lærer, kunne følge med hjemme fra skærmen.

- Samværet og trivslen mellem børnene er ikke en stimulering de får, fordi de sidder ude bagved skærmene. Så når der er en mulighed som i dag for at gøre noget ekstraordinært, så vil jeg vove at påstå, at det gør noget for sammenhængskraften at være sammen om noget, fortæller Allan Mikkelsen, afdelingsleder, Møn Skole afdeling Fanefjord.

Sissel Lindbergs rundtur og den alternative fastelavn sluttede omkring middag, og selvom arrangementet var en succes, slår skolelederen Allan Mikkelsen fast:

- Vi vil jo allerhelst have eleverne tilbage i skole, men arrangementer som disse er selvfølgelig noget vi tænker ind fremadrettet.