Hemmelig køber af Masnedø Kalv står frem: - Det var lidt af et impulskøb

Det var en hurtig indskydelse, der fik den nye ejer af Masnedø Kalv til at købe øen syd for Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er den danske eventyrer og forretningsmand Per Wimmer, der har købt Masnedø Kalv.

Det skriver Boliga.dk i en pressemeddelelse lørdag.

Øen i Storstrømmen blev sat til salg sidste år, og nu er der altså fundet en køber.

- Det var lidt et impulskøb for at være helt ærlig, siger Per Wimmer til Boliga.dk.

- Jeg sad med min mor og kiggede ud over vandet ved vores sommerhus i Korsør, da vi så et fly på himlen. For at finde ud af, hvor det skulle hen, gik vi ind på en flyradar-app, hvor jeg fik øje på en helikopter, der var på vej mod den private ø Egholm. Det fik mig til at spekulere over, hvor mange øer, der bliver solgt i Danmark, og efter lidt søgning på internettet fandt jeg ud af, at Masnedø Kalv var til salg, siger han.

Læs også
Stor interesse for privat ø - nu er den solgt til hemmelig ejer
Læs også
Stor interesse for privat ø - nu er den solgt til hemmelig ejer

14 dage efter stod han på øen og indgik en købsaftale, efter han var blevet vist rundt på Masnedø Kalv for første gang:

- Jeg er sådan en type, der ret hurtigt kan tage beslutninger. Enten kan jeg lide det, eller også kan jeg ikke lide det - og den her kunne jeg godt lide, siger Per Wimmer.

Per Wimmer står bag investeringsbanken Wimmer Financial og rumprojektet Wimmer Space.
Per Wimmer står bag investeringsbanken Wimmer Financial og rumprojektet Wimmer Space. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Lokal verdensmand

Per Wimmer er født og opvokset i Slagelse, og den danske forretningsmand, der til dagligt bor i London, har tilbragt noget tid i Danmark under corona-pandemien, og det var her, han blev opmærksom på, at øen var til salg.

- Jeg har haft en latent tanke om at købe en ø på et tidspunkt, fortæller Per Wimmer til TV2 ØST.

Men det var ikke noget, han havde taget en konkret beslutning om at føre ud i livet, før han under sit besøg i Korsør opdagede, at Masnedø Kalv var til salg. 

- Jeg havde ikke tænkt, at det skulle være så dyr en ferie, siger han og griner.

Noget af det, Per Wimmer faldt for ved øen, er naturen. 

- Den er fantastisk flot med nogle fine træer og et flot dyreliv, fortæller han. 

Og så spiller beliggenheden også ind. 

- Det er en 15 minutters helikopter tur fra København, fortæller øens nye ejer.

Store planer for fremtiden

Per Wimmer er blevet inspireret til ø-købet af den britiske milliardær Richard Branson, og det er ikke planen at bruge stedet kommercielt, men som et privat fristed.

- Jeg er gode venner med Richard Branson og har tilbragt meget tid på hans ø Necker Island i de Britiske Jomfruøer, hvor vi har hygget os og sejlet rundt, fortæller Per Wimmer.

- Så der lå måske sådan en latent interesse for en privat ø, og hvor dejligt det var, at man kunne være i fred uden nogen naboer. Så da jeg kom lidt væk fra impulsen, så kunne jeg godt se, at området dernede omkring Lolland-Falster med de mange øer kunne lidt det samme som Jomfruøerne - og så gav det mening, siger Per Wimmer til Boliga.dk.

Den sidste udbudspris lød på 8.295.000 kroner, men hvor mange penge, øen har kostet Per Wimmer, vil han ikke fortælle.
Den sidste udbudspris lød på 8.295.000 kroner, men hvor mange penge, øen har kostet Per Wimmer, vil han ikke fortælle. Foto: Mick Damm - Lützau

Efter planen skal han være den næste dansker, der bevæger sig ud i rummet. Han har nemlig købt billet til en rumrejse hos virksomheden Virgin Galactic, som Richard Branson ejer. Men indtil det sker, kan han passende finde ud af, hvad der skal ske med det 2,3 hektar store jordstykke i dansk farvand, som han altså nu har anskaffet sig.

Masnedø Kalv var til salg hos liebhavermægleren Kristian Lützau, som også tidligere har bekræftet handlen overfor Boliga.dk.

Den sidste udbudspris lød på 8.295.000 kroner, men hvor mange penge, der skulle til for at blive ø-ejer, det har hverken Lützau eller Per Wimmer en kommentar til på stående fod.

Se salgsopstillingen på Masnedø Kalv her.


Nyhedsoverblik