I 2008 tog en turist ved Møns Klint et billede af nogle underlige og mørke cirkler i vandet og den helt store forundring gik i gang.
For de mørke cirkler vendte tilbage i vandet i 2011 og i så stort et omfang, at de mystiske cirkler begyndte at florere i medierne.
Dengang forklarede biologerne, at der var tale om ålegræs, men hvorfor det voksede i cirkler, vidste de ikke.
Nu er forskerne dog kommet frem til en videnskabelig forklaring, skriver Syddansk Universitet i en pressemeddelelse.
- Det har ikke noget med hverken bombekratere eller landingsmærker at gøre. Og heller ikke med hekse, som jo ellers har fået skyld for at stå bag lignende fænomener på land – tænk for eksempel på de velkendte hekseringe i græsplæner, siger biologerne Marianne Holmer fra Syddansk Universitet og Jens Borum fra Københavns Universitet.
Cirklerne af ålegræs kan være op til 15 meter i diameter, og de består af frodigt voksende ålegræs. Inden i og uden for cirklerne er der meget lidt ålegræs.
- Vi har undersøgt det mudder, der samles inde i en ålegræscirkel og kan se, at det indeholder et stof, der er giftig for ålegræsset. Dette mudder findes kun inde i cirklen, så det er altså kun her, at planterne bliver angrebet af gift, forklarer Holmer og Borum.
Giften hedder sulfid og hober sig op i havbunden ud for Møns Klint, fordi den er rig på kalk og jernfattig. Ålegræsplanterne ”holder” på mudderet og derfor bliver der samlet store koncentrationer af det sulfidholdige mudder, som kommer til at virke som gift.
- Ålegræspopulationer vokser vegetativt med udløbere, som breder sig radiært ud til alle sider, og derfor danner hver plante en cirkelformet bevoksning. Det er altså vækstformen, der giver cirkelformen. Når den formodede forgiftning begynder at virke, starter den i den ældste og dermed inderste del af populationen, fordi der sker en øget frigivelse af det giftige sulfid og optagelse i planterne på grund af akkumulering af mudder. Slutresultatet er altså cirkelformen, hvor kun randen af cirklen overlever – ligesom hekseringe i en græsplæne, siger Marianne Holmer og Jens Borum.