Frustreret borgmester før ø-møde med Inger Støjberg: Drop planerne på Lindholm

Udlændingeministeren besøger fredag øen Lindholm, hvor udlændinge på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle skal sendes ud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kom som et chok for de lokale, erhvervsdrivende og byrådspolitikerne i Vordingborg Kommune, da regeringen sammen med Dansk Folkeparti for en uge siden præsenterede finansloven.

I finansloven var der nemlig planer om at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt, hvor udlændinge på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle skal flytte ud på i løbet af 2021.

quote Der er potentielt mange hundredetusinde borgere, der kan blive berørt af det her

Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune

Den beslutning har gjort borgmesteren i Vordingborg Kommune, Mikael Smed (S), så frustreret, at han sendte et åbnet brev i protest mod regeringens beslutning.

Brevet har efterfølgende fået udlændingeminister Inger Støjberg (V) til at reagere. Derfor skal hun i dag, fredag, mødes med Mikael Smed for at diskutere beslutningen om at omdanne den nuværende forsøgsstation for mund- og klovsyge på den isolerede ø til et udrejsecenter.

Lindholm
Læs også
FN: Planer om udvisnings-ø er meget bekymrende
Lindholm
Læs også
FN: Planer om udvisnings-ø er meget bekymrende

- Jeg skal stille hende nogle spørgsmål omkring den proces, der har været, og hvad der ligger bag tankerne om at oprette et udrejsecenter på Lindholm, siger Mikael Smed

LÆS BORGMESTERENS BREV TIL MINISTRENE

Henvendelse vedr. øen Lindholm som udrejsecenter

 

Kære Kristian Jensen og Inger Støjberg

 

Det er med betydelig forundring, at vi i Kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune har erfaret, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti planlægger at oprette et udrejsecenter for bl.a. kriminelle udviste, udlændinge på tålt ophold og fremmedkrigere på øen Lindholm i Stege Bugt. Ikke blot er udmeldingen kommet bag på os, den har også allerede skabt uro og bekymring i lokalbefolkningen.
Sagt meget kort, så virker det som en forhastet beslutning, der i helt uhørt grad medfører spild af skatteborgernes penge. Et i øvrigt meget mærkeligt signal til omverdenen og til os som kommune, da vi og flere andre kommuner i den grad kæmper for generelt at få økonomien til at hænge sammen.

 

Etableringen af et nyt udrejsecenter på Lindholm giver efter vores opfattelse hverken mening økonomisk eller samfundsmæssigt. Lad os give et par eksempler.
Som vi forstår regnestykket, så kommer etableringen og driften af det nye udrejsecenter på Lindholm — med plads til IOO beboere og en bufferkapacitet på 25 - til at koste skatteborgerne 759 mio. kroner frem mod 2022.

 

Driften i sig selv bliver en dyr omgang. 1 2022 koster det 1,8 mio. kroner pr. beboer på det nye udrejsecenter, hvis alle 125 pladser bliver fyldt ud. Det er helt sikkert lysår dyrere end at bo på hoteller og kroer i vores kommune. En af årsagerne til den høje pris er, at valget er faldet på en ø, hvor bl.a. alle byggematerialer skal fragtes med færge over til øen. Det alene vil fordyre hele byggeriet med 10-15 procent. Og når byggeriet står klart, så skal ikke bare de ansatte fragtes derover — de skal lidt firkantet sagt også selv have vand med, da der ikke er rent drikkevand derovre. Drikkevand skal fragtes til øen med færge.

 

Som vi forstår regeringens udmeldinger, skal hele øvelsen med at oprette et nyt udrejsecenter på Lindholm også sikre, at man kan holde bedre øje med beboerne på centret, så de ikke har mulighed for at begå kriminalitet i Danmark. Her er det dog vigtigt at pointere, at øen Lindholm ikke er et afsides sted. Beboerne på det nye udrejsecenter får fri adgang til de omkringliggende samfund med daglige færgeafgange til Kalvehave. Herfra er der busser videre mod alle de større byer på Sjælland. Så selv om der ikke vil være færgedrift fra sidst på aftenen til næste morgen, så har beboerne på det nye udrejsecenter på Lindholm fortsat mulighed for at bruge de resterende timer på fastlandet. Dermed er en ø-placering heller ikke den ultimative løsning på at få mere styr på, hvad beboerne på udrejsecentret laver.

 

Tryghed for lokalbefolkningen
Hvor det er bedst at placere et udrejsecenter for denne gruppe udlændinge i landet, ved vi ikke. Men forslaget om at flytte dem fra én landsdel til en anden løser grundlæggende ikke problemerne med den oplevede utryghed hos borgerne i lokalsamfundet — uanset om de placeres på en ø eller ej.

 

Vi kan se, at regeringen og Dansk Folkeparti også har lagt op til initiativer, der skal skabe tryghed for lokalbefolkningen bl.a. med politi omkring færgelejet i Kalvehave. Men vi mangler en yderligere forståelse af, hvad det mere præcist går ud på, herunder: Er det døgnbemanding? Hvor meget mere politi kommer til byen, og hvor kommer de til at patruljere? Hvordan bliver disse indsatser anderledes og mere tryghedsskabende end de, der er iværksat i forbindelse med Udrejsecenter Kærshovedgård i dag?

 

Der skal findes en samfundsmæssig ansvarlig løsning
I Vordingborg Kommune vil vi opfordre regeringen og Dansk Folkeparti til at se nærmere på, hvordan vi kan finde en mere fornuftig løsning til placering af denne gruppe af udlændinge. Kunne de 759 mio. kroner ikke blive brugt bedre til fx mere politi i lokalområdet ved det eksisterende Udrejsecenter Kærshovedgård? Eller kan vi finde et andet sted til at placere det nye udrejsecenter til en samfundsmæssig fornuftig pris?

 

For hvis der er et problem, så skal det naturligvis løses. Og selvom det nemme er at sige, at vi umiddelbart helst ikke vil løse det i Vordingborg Kommune, så må vi på lige fod med andre kommuner se på, om vi kan være en del af en løsning. Men på det konkrete plan virker det ejendommeligt at bygge nyt på en ø som Lindholm, hvor anlægsomkostninger er væsentligt højere end ved at opføre et udrejsecenter på fastlandet eller ved anvendelse af ubenyttede bygninger på fastlandet.

 

Vi vil bede om et møde vedrørende sagen. Vi håber desuden, at vores betragtninger vil indgå i behandlingen af Finansloven, så der kan blive truffet en mere samfundsansvarlig og fornuftig beslutning om enten at fastholde denne specifikke gruppe af udlændinge på Udrejsecenter Kærshovedgård eller placere et nyt udrejsecenter et sted, hvor det giver mere mening økonomisk set.

 

Venlig hilsen
Borgmester

Mikael Smed 

- Når hun så argumenterer for placeringen på Lindholm, skal jeg forklare hende, hvorfor det ikke er verdens bedste idé. Mit budskab til hende (Inger Støjberg red.) er, at man ikke har fundet et isoleret sted. Man har faktisk fundet et sted, der inden for meget kort transporttid er et lokalsamfund med over 2.000 borgere og et kollektivt transportnetværk, som strækker sig til langt op på Sjælland. Så der er potentielt mange hundredetusinde borgere, der kan blive berørt af det her, fortæller Mikael Smed.

Artiklen fortsætter under billedet.

Øen Lindholm ligger i Stege Bugt.
Øen Lindholm ligger i Stege Bugt. Foto: TV 2 Grafik

Borgmester: Det er grotesk

Hvad håber du at få ud af mødet med udlændingeministeren?

- Jeg håber, at Inger Støjberg får lidt med hjem i bagagen til at reflektere over, så når vi mødes igen og snakker videre inden tredjebehandlingen, så kan det være, der bliver ændret lidt på den her løsning, svarer Mikael Smed.

Lindholm
Læs også
Fakta: Forstå forskellen på afviste asylansøgere og tålt ophold
Lindholm
Læs også
Fakta: Forstå forskellen på afviste asylansøgere og tålt ophold

Forventer du, at beslutningen om at placere et udrejsecenter på Lindholm kan blive ændret?

- Det håber jeg. Jo mere vi får talt om det, og jo mere grotesk det i virkeligheden ser ud til at være, jo sund fornuft håber jeg, der kan komme ind i debatten, svarer Mikael Smed og fortsætter:

NYT UDREJSECENTER PÅ LINDHOLM

 

  • Regeringen og DF vil afsætte 759 millioner kroner til etablering og drift af udrejsecenteret på Lindholm i Stege Bugt. 
  • Heraf skal 210 millioner kroner bruges på etableringsudgifter som bygninger (145 millioner) og infrastruktur og forsyning (55 millioner). 
  • Centret ventes at kunne tages i brug i 2021 og skal huse udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere og kriminelle afviste asylansøgere.
  • Op til 125 udlændinge skal opholde sig her. Driften vil koste 1,8 millioner kroner årligt per udlænding. Til sammenligning koster det 250.000 kroner årligt per udlænding på Kærshovedgård.

 

Kilde: TV 2.

- Jeg forventer ikke, at hun (Inger Støjberg red.) aflyser hele beslutningen og lover mig alt muligt i dag, det forventer jeg ikke. Men jeg forventer, at hun tager det til efterretning og reflekterer over det, så hun kommer frem til, at det er en skidt løsning, det håber jeg.

Lindholm
Læs også
Se billederne: Her skal de udviste udlændinge bo
Lindholm
Læs også
Se billederne: Her skal de udviste udlændinge bo

Mikael Smed og Inger Støjberg skal mødes fredag ved frokosttid, hvorefter udlændingeministeren selv tager en tur ud til øen Lindholm, som om tre år skal huse cirka 100 afviste asylansøgere.


Nyhedsoverblik