Forsvaret afblæser eftersøgning af dykkere: - Det kan ikke betale sig at lede videre

Forsvaret har opgivet at finde de to fritidsdykkere, som er forsvundet ud fra Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Forsvaret har i flere timer ledt efter to fritidsdykkere ud fra Møn, som ikke er kommet op til havets overflade igen. Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 10:00.

- Anmeldelsen går på, at der er to undervandsdykkere, der har været ude og dykke, mens fire lystfiskere har observeret dem, mens de har fisket. Dykkerne er dykket op og ned et par gange, men på et tidspunkt ser de dem ikke mere, siger Martin Nymann, der er vagthavende officer hos Forsvarets Operationscenter.

Ifølge Forsvarets Operationscenter har man ledt efter dykkerne fra helikopter og redningsskibe. Man har ledt i området fra Hellehavn Nakke og til Ulvshale, men eftersøgningen er nu afblæst.

- På nuværende tidspunkt har vi afblæst sagen, for vi har lavet nogle beregninger, og det kan ikke betale sig at lede videre, for hvis de er i vandet, vil de være under vandoverfladen, og så stopper vi eftersøgningen, siger Peter Frandzen, der er vagthavende befalingsmand hos Forsvarets Operationscenter.

Forsvarets beregninger går blandt andet på, hvor meget strøm, der er i vandet, havtemperaturen, hvor længe de har været i vandet, og hvilken påklædning de har haft på.

Har ingen iltflaske

Peter Frandzen oplyser, at fritidsdykkerne ikke var udstyret med iltflasker, men kun med snorkel, maske og svømmefødder, og det er også en af årsagerne til, at man ikke leder videre.

- Der er en begrænsning for, hvor længe de kan holde vejret uden ilt, og når de ikke har iltflasker på, er sandsynligheden for, at vi finder dem i live ikke til stede, siger han.

Hvor sikre er I på, at de stadig ligger ude i vandet?

- Vi har fire fiskere, som står på land, som uafhængigt af hinanden siger, at de har observeret dem, og siger, at de pludselig er væk. Vi kan selvfølgelig ikke være sikre på, at de på en eller anden måde er kommet væk, uden de har opdaget det, men vi kan heller ikke garantere, at der ikke er sket et eller andet med dem, siger Peter Frandzen.

Efterforsker stadig

Ifølge den vagthavende officer har helikopteren ledt i området to gange, men uden held.

- Lige nu er vi i gang med at overveje, hvad der skal ske, sagde Martin Nymann, der er vagthavende officer hos Forsvarets Operationscenter tidligere i dag.

- Hvis vi beholder helikopteren længere tid i området, skal den formentlig tilbage og tanke, skibene kan blive på vandet og lede videre. Så vi efterforsker stadig, og vi afsøger også kystnært ved Ulvshale, sagde han.

Forsvarets Operationscenter opfordrer til, at man giver sig til kende, hvis man har været i området og dykke i dag.

Opdatering
Clock10. maj 2019, kl. 13:48
Artiklen er opdateret med, at Forsvaret afblæser efterforskningen.

 


Nyhedsoverblik